En svensk missionær prædikede på engelsk, en norsk-amerikansk præst foretog dåbshandlingen, og kirken – den lå på et bjerg i Sydkina. Den revolutionære Mao åndede hele selskabet i nakken, og det blev året efter for lille Laurids og hans familie en snarlig flugt hu-hej til Danmark. Men her sagde myndighederne et alvorligt hovsa til Laurids – var han nu også dansker? Det vender vi tilbage til.

Familien slog rod i Thisted, hvor faren drev en livslang lægepraksis, og Laurids blev student. Med en fin cand.jur. og lic. jur. (ph.d.) i folkeret og speciale i EF-ret entrede han Udenrigsministeriet til nogle meget travle år. Her førte han bl.a over 100 sager på Danmarks vegne ved EF-domstolen, og så fik han som souschef på ambassaden i Washington gode læremestre i Eigil Jørgensen og Ulrik Federspiel.

Laurids Mikaelsen var med i inderkredsen herhjemme, da det brændte på efter det danske nej til Maastricht-aftalen, som førte til ja’et til Edinburgh-udgaven. Og da Polen skulle optages, sendtes han til Warszawa for som ambassadør for formandslandet at bistå med de meget besværlige optagelsesrunder med Polen. Dem der lykkedes med Anders Foghs berømte »We have an angreement«.

Herefter ventede Beijing, en kæmpe i lille Danmarks udenlandske relationer, hvor Laurids Mikaelsen observerede, hvordan forholdene langsomt liberaliseredes. Som da han f.eks. sidste år drog på pilgrimsfærd til sin fødeby Jiujiang ved Yangtze-floden, som han forlod et år gammel. Her blev han modtaget meget hjerteligt snarere som et hjemvendt bysbarn end som ambassadør fra Danmark. Utænkeligt tidligere.

Er det ikke et spring af dimensioner at skifte ambassadørpost fra Kina til Litauen? Jo, det var, men ikke som nogle vil tro. Det føles helt anderledes givende at være et stort land i et lille, end et lille i et stort. For Danmark er en stor nation i Litauen takket være vor indsats, da de baltiske lande blev frigjort fra Sovjetunionen, den efterfølgende østhjælp og ikke mindst i Danmarks rolle som Litauens store og nærmeste partner i forsvarssamarbejdet. Hvilket Laurids Mikaelsen i de seneste dage har fået bekræftet ved et besøg, Uffe Ellemann-Jensen netop har været på i Vilnius. Det blev hjerteligt – og sent i ambassadørboligen, hvor sølvdåbsfadet fra Kina har en hædersplads.

laurids_familieOg det bringer os tilbage til lille Laurids’ ankomst til Danmark 1949. I flugten fra Mao kom dåbsfadet med, men ingen papirer. Og det med, at far og mor sagde, at det var deres barn, rakte ikke. Så fandt man frem til en lov fra 1925 – om hittebørn. Aha, så kunne Laurids behandles som et sådant: »Barn, som findes her i riget, om hvem intet andet kan oplyses, anses indtil videre som havende dansk indfødsret«. Derfor står der stadig i ambassadørens papirer dansk statsborger »indtil videre«. Se det er jo et eventyr.

Se også “Dr. Mikaelsen i Kina”, gå til Arkivet til højre her på siden og tryk “Marts 2017”.