Kinas ældrebyrde

Ligesom man i Vesten ofte taler om en voksende ældrebyrde, ser man et hastigt aldrende samfund i Kina. Landet, der i 1980 indførte den kontroversielle et-barns-politik, står i fremtiden med et demografisk problem så stort, at det kan blive en tikkende bombe under det kinesiske samfund.

Af Laurids Mikaelsen, fhv. ambassadør i Kina

16. juni 2021.

Offentliggjort i Ræson den 15. juni 2021 med titlen ”Kina har et kæmpestort demografisk problem”.

Børn fejrer børnedag i en børnehave i Bijie, Guizhou-provinsen, Kina, 31. maj 2021. (Foto af Luo Dafu / Costfoto / Sipa USA)

Kina har i sidste uge af maj 2021 ændret deres to-barns-politik (fra 2016) til en tre-barns-politik. I 1948 blev jeg født i Kina, som det tredje barn i en dansk familie, som dengang var missionærer i Kina. Jeg blev født i Jiujiang ved Yangtze-floden. Et-barns-politiken var ikke trådt i kraft, det skete først i 1980, og da slet ikke for en dansk familie i Kina. I Mao’s Kina lød parolen ”vi har brug for flere børn”. Dengang fødte de kinesiske vinder i gennemsnit 6 børn!

Men i slutningen af maj 2021 kunne kommunistpartiet melde ud, at kineserne nu gerne må få tre børn. Det er et fortvivlet forsøg på at få flere forsørgere i Kina. Når de kinesere, som bliver født om ni måneder, kan begynde at bære med på ældrebyrden om tyve år, vil en fjerdedel af kineserne være pensionister. Allerede i 2025 vil en femtedel af befolkningen være pensionister.

Kinas befolkning bliver ældre og ældre. I gamle dage, ja for bare tyve år siden, levede 800 mio. kinesere på landet og kun 450 mio. i byerne. I dag er det omvendt. Dengang var gennemsnitslevealderen ca. 60 år og gennemsnitshøjden ca. 160 cm. Sådan er det stadig for de gamle, som bor langt ude på landet i de fattigste provinser.

Men i dag bor flertallet af kinesere i byerne, og Kina har oplevet en velstandsstigning, som i den grad kan ses. Det kan bl.a. ses ved, at kineserne i dag i gennemsnit er næsten 180 cm høje. De får langt bedre kost, med kød, fisk og grøntsager, hvor kineserne tidligere kun fik ris. Sådan er det også i dag i de fattige egne af Riget i Midten. Jeg har selv været i en af Kinas fattigste provinser, i Guizhou, hvor jeg endda var i ”udkants-Guizhou”. Der kunne man i den grad se fattigdommen. Den primitive mad blev lavet i en gryde over et bål, hvor røgen blev udledt i atmosfæren gennem et hul i taget.

I Kina er udviklingen og rigdommen eksploderet i de store byer i Østkina, Beijing, Shanghai, Guangzhou (Canton) m.v., og det er først de seneste år, at kineserne har oplevet udvikling i det centrale og vestlige Kina. Udviklingen i disse egne er primært et resultat af ”Den nye Silkevej”, og så får kineserne ikke lov til flytte til de store og veludbyggede byer, Shanghai mv., men kun til de ”små” byer i Central- og Vestkina, op til 5 mio. indbyggere.

Men hvad er problemet så? Problemet er, at kineserne bliver ældre og ældre. Og at der ikke er nogen form for offentlig ældrepleje. Skolegang er offentligt finansieret, men det er vuggestue og børnehave ikke, og kineserne må kigge langt efter noget, som kan ligne en folkepension. Det samme gælder andre sociale ydelser, f.eks. et alderdomshjem. Alt det må familien selv betale. Der er heller ikke offentligt finansierede sundhedsprogrammer, så hospitalsindlæggelse med videre skal også betales af familien.

Kinesiske myndigheder har siden 1980, hvor et-barns-politikken blev indført, blandet sig i, hvor mange børn unge, kinesiske familier må få. Det er dét, som i dag giver bagslag. Der er slet og ret ikke nok unge kinesere til at bære ældrebyrden.

Der er en anden grund til at Kina ligger, hvor de ligger, når det gælder demografien. Gennem mange år var det helt almindeligt, at kinesiske forældre skaffede sig af med pigebørn, fx ved at lade den stakkels nyfødte pige ”svømme ud i en sø”. De ville hellere have en dreng. Han ville være en bedre arbejdskraft, og senere egnet til at forsørge forældrene. Hvis datteren bare forsvandt og blev erstattet af en dreng, havde familien opfyldt et-barn-politikkens krav. Den dag i dag er der langt flere mænd end kvinder i Kina, så for ca. 10 pct. af de kinesiske mænd er der ikke en ledig kvinde! Der er ca. 40 mio. flere mænd i Kina end kvinder.

Ældrepyramiden.

Ældrebyrden kan beskrives billedligt. Forestil dig en pyramide af spillekort, hvor hvert led repræsenterer én generation.

 

Det ser ud til at det braser sammen om lidt, og det er da også, hvad der sker for familier i Kina lige om lidt.

Men det bliver endnu mere skrøbeligt, når man vender pyramiden på hovedet, altså med spidsen nedad. Og når man sætter ansigter på, får man at se, at ældrebyrden for alvor tynger de unge kinesere, som er arbejdsduelige nu og endnu ikke skal forsørges af den næste generation.

Den unge mand i bunden af dette omvendte korthus kan vi måske kalde Li, for dem er der mange af i Kina. Men de har hver for sig deres familie at forsørge.

 

 

 

 

 

Når Li’s forældre bliver gamle og må forlade arbejdsmarkedet, er det Li, som må forsørge dem. Og hans bedsteforældre, som for længst er gået på pension, og som hans far har forsørget, mens det var hans tur, må Li nu også forsørge. Altså 6 gamle. Og selv om det lyder kynisk, ser Li gerne, at de kradser af. Men helt galt er det, hvis nogle af Li’s oldeforældre lever. Kinesere kan blive pokkers gamle.

Oven i alt det skal Li selvfølgelig forsørge sin egen familie, konen og typisk ét barn. Da det er sådan i Kina, at kvinden ved ægteskab flytter fra sin egen familie over til mandens familie, vil det hjælpe en del på finansieringen af Li’s ældrebyrde. Unge kinesiske kvinder er højtuddannede og kan få velbetalte jobs. Slemt er det, hvis ægteparret ”kun” har en pige. Hvis hun bliver gift, flytter hun over til mandens familie og skal derfor bidrage til forsørgelsen af mandens familie, og altså ikke sin egen familie.

I dag føder hver kvinde i Kina ca. 1,2 børn i snit. Men de unge kinesere har ikke råd til at få børn. Da der også er kinesere, som dør, skal gennemsnittet af nyfødte pr. kvinde helt op på ca. 2,5 bare for at beholde nationens befolkning på niveau med den nuværende. Selv om familieplanlægningspolitikken nu åbner for 3 børn pr. familie, er det urealistisk af tro, at der kan skaffes flere forsørgere i Kina. Det har kineserne ikke råd til. Man siger, at 40 pct. af forældrenes nettoindkomst går til opdragelse og uddannelse af det ene barn. De kinesiske unger er forkælede, og der fødes år efter år færre børn. I 2020 var der 12 mio. børn, i 2016 var det 18 mio. børn. Tilsvarende bliver færre kinesere gift. Over bare seks år er bryllupstallet faldet fra 24 mio. til 14 mio. pr. år.

Hr. Li og fru Li er nødt til at spare gevaldigt op. Opsparingsraten i Kina er meget høj, da der skal være midler til at finansiere sociale og sundhedsudgifter ude i fremtiden. Og så skal enebarnet have en god – og dyr – uddannelse.

Nogle taler om, at vi i Danmark har en ældrebyrde, men det er ingenting sammenlignet med Kinas ældrebyrde. Kina har et kæmpestort demografisk problem.

 

Del