Kinas kommunistparti fylde 100 år – og har fødderne godt plantet i den kinesiske rismark.

Den 31. juli 1921 blev det kinesiske kommunistparti stiftet, altså for 100 år siden. Det skete ved et møde i Shanghai på adressen Xingye Lu 76. Huset står der endnu, men er blevet restaureret flere gange, og er nu museum for Partiets historie.

Af Laurids Mikaelsen, fhv. ambassadør i Kina

Den 2. juni 2021

Bragt den 1. juni 2021 af Ræson.dk under titlen ”Kinas kommunistparti fylder 100 år i år, og det har stadig stor folkelig opbakning”, med små forkortelser og redigeret af forlaget.

I 1911 blev det sidste kejserlige dynasti, Qing-dynastiet væltet, og Republikken Kina opstod. Men rundt omkring i Kina opstod der kommunistiske grupperinger, og det var dem, som mødtes i Shanghai i 1921. Samlet var omkring 50 kommunistiske ledere fra hele landet, og det siges, at Mao Zedong måtte sparke døren ind for at deltage i mødet, ganske vist uden nogen som helst indflydelse. Han var dengang en ung mand på 28.

Under Republikken Kina fra 1911 til Folkerepublikken Kina blev proklameret af Mao i 1949, var landet regeret af konservative kræfter, i starten navnlig Sun Yat-sen, og senere Chiang Kai-Shek.

Chiang Kai-Shek

Sun blev den første præsident i Republikken Kina og det var ham, som i 1912 stiftede det nationalistiske Kuomintang-parti, hvor han blev dets første leder. I en kort periode blev der eksperimenteret med demokrati, men det faldt sammen, fordi rivaliserende krigsherrer rundt omkring i Kina tog magten her og der. Kina var i den periode ikke et sammenhængende rige.

Efter Sun Yat-sens død blev Chiang Kai-Shek den næste leder af partiet, nemlig fra 1927 til 1975. Chiang og partiet måtte dog efter nederlaget til kommunisterne i borgerkrigen forlade Kina i 1949 for at drage til Taiwan, hvor partiet lever den dag i dag i det taiwanesiske demokrati.

Wen Jiabao

At der skulle blive indført demokrati i Kina i en bare nogenlunde nær fremtid, synes i dag helt usandsynligt. Men i slutningen af april 2021 dukkede nogle artikler op i kinesiske medier, først en ukendt provinsavis, men derefter formidlet af internetmedierne WeChat og Weibo, men de blev hurtigt fjernet fra nettet igen. De var skrevet af Wen Jiabao, som var premierminister fra 2002 til 13. Vestlige medier nåede dog at opsnappe, at den nu 78-årige Wen Jiabao kaldte på politiske reformer i Kina.

Vestlige medier fortolkede Wen’s ”reformkrav” i lyset af et CNN-interview med Wen i 2010, mens han var premierminister, hvor han allerede dengang sagde, at ytringsfrihed er ”essentielt” og at det kinesiske folks ønske om frihed og demokrati var ”uundgåeligt”. Der er i Vesten almindelig enighed om, at det var dét, Wen mente i april 2021.

Fejring af de 100 år

Mao Zedong under Den Lange March

Den kinesiske historieforståelse begynder almindeligvis med kommunisternes overtagelse af magten den 1. oktober 1949. Den Lange March (1934 til 35) og Confucius indgår dog også i historieundervisningen. Tidligere var Confucius, som levede for 2.500 år siden, bandlyst, fordi Partiet frygtede ”konkurrence” fra Confucius. Men det kinesiske folks respekt for Confucius kunne ikke holdes nede, kineserne levede efter hans anvisninger, ikke Partiets, så alt i alt var det vel bedre for Partiet at tage Confucius i hånden som en hjælper for udbredelse af den kommunistiske lære, herunder ateismen.

Kineserne fejrer selvfølgelig 100-året for Partiets stiftelse. Da Xi Jinping i Partikongressen i 2017 fremlagde partiets plan for den fremtidige udvikling af Kina, den plan som bærer overskriften ”Den kinesiske Drøm”, var der for planens gennemførelse to vigtige måldatoer. Nemlig 2021 og 2049. Kina fejrer i 2021 Partiets hundrede års jubilæum, og i 2049 hundrede års jubilæum for Folkerepublikken Kina.

Partiets Stående Udvalg med Xi Jinping i mitten

Planen tager sigte på i 2049 at fuldføre den store renæssance for det kinesiske folk, og at skabe et økonomisk velstående og militært stærkt Kina. Det skal ske ved at gå den kinesiske vej, udbrede den kinesiske ånd og koncentrere og krystallisere Kinas styrke, som Xi Jinping formulerer det.

Men der er også en anden måldato, nemlig 2021, altså et delmål på vej mod 2049. Her er ambitionen mere beskeden, nemlig at gøre Kina til et moderat rigt land, med økonomiske fremskridt for alle, bedre udligning mellem by og land og mindre afhængighed af omverdenen. De vigtigste midler er urbanisering og investering i infrastruktur. Det er lykkedes. Allerede i dag bor mere end halvdelen af kineserne i byerne. Tidligere var det næsten alle, som boede på landet. Kommunistpartiet blev derfor ikke arbejdernes parti, men bøndernes parti. Og de kinesiske infrastrukturinvesteringer buldrer frem, naturligvis i Kina, men også i andre dele af verden, f.eks. i Afrika.

Selv om mere end halvdelen af kineserne i dag bor i byerne, føler langt de fleste sig som bønder. Måske er de selv flyttet fra land til by, men sikkert er det, at de alle har forfædre, som generation efter generation var bønder. Det giver sammenhold, næsten som én stor familie. Vi har noget til fælles, føler kineserne.

Det moderne Kina

Mao-tidens ulykker er der for længst gjort op med. De store katastrofer var Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen. Det store spring kostede hungersnød og mange døde, og Kulturrevolutionen forhindrede, at en hel generation af kinesere kunne bidrage til udviklingen af Kina. Det var dét, som i 1981 fik den nye leder af Partiet, Deng Xiaoping, til at sige, at Mao havde 70 % ret, men tog fejl 30 %. Deng startede moderniseringen af Kina.

Det var ham som iværksatte indførelsen af markedsøkonomi i Kina, dog i en særlig kinesisk variant med statsstyring og mange statsejede og ”kollektive” virksomheder. Og det var om det han sagde, at han var ligeglad med, om katten var hvid eller sort, bare den fangede mus.

Det var i øvrigt også ham, som sagde, at Kina skal koncentrere sig om udviklingen af Kina, så vil den internationale indflydelse komme af sig selv. Det er lige præcis det, som sker i dag.

I jerntæppets tid var verden bipolar, altså med to helt dominerende magter, nemlig USA og Sovjetunionen. Da muren faldt i 1989, blev verden unipolar, altså med kun en reel stormagt, USA. Verden er nu igen bipolar, USA og Kina. Men med den økonomiske og politiske udvikling i Kina, hvor man allerede nu kan sætte omtrentlig dato på, hvornår den kinesiske økonomi bliver dobbelt så stor som den amerikanske, er verden igen ved at udvikle sig til en unipolar verden, domineret af én stormagt, Kina.

Hvad må kineserne?

Der er ingen tvivl om, at kineserne i dag må meget, i hvert fald meget mere end tidligere. Mange husker massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Læs lige pladsens navn igen. Men det, som kinesiske studenter, senere støttet af kinesiske arbejdere, kæmpede for dengang, har de hen ad vejen fået. Studenterne ville have fri debat. Vi husker de såkaldte ”vægaviser”, som i ét væk blev sat op af studenter, for derefter med et andet væk blev revet ned af Partiet.

Den Himmelske Freds Plads under opstanden i 1989

Men i dag har kineserne (næsten) fri debat, i aviser, på ølkasser i parkerne, på nettet. I øvrigt står der meget om disse rettigheder i den kinesiske grundlov. Det vil komme bag på mange.

I Den Kinesiske Folkerepublik Kina’s forfatning fra 1954 står der i kapitel 3, under titlen ”Fundamental Rights and Duties of Citizens” en lang række frihedsrettigheder for den enkelte kineser: Lighed for loven, retten til at stemme, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til at demonstrere, religionsfrihed, hjemmets ukrænkelighed, beskyttelse af privat korrespondance, retten til arbejde, og – tilføjet i en forfatningsændring i 1975 – retten til at strejke. En række sociale rettigheder stammer også fra 1954-grundloven, f.eks. retten til hvile, ret til støtte i tilfælde af sygdom og alderdom (folkepension?), ret til uddannelse og forskellige former for kulturelle rettigheder. Og endelig tilsikres kvinder samme rettigheder som mænd i alle forhold.

Denne liste er ikke udtømmende, men vil nok få mange til at måbe. 1954-forfatningen er i 1975 erstattet af en ny forfatning, og igen fornyet i 2018. I den seneste grundlov er borgernes rettigheder og pligter rykket op som kapitel 2, før kapitel 3, som beskriver statsinstitutionerne. Så vigtige er borgernes rettigheder! Så godt som alle rettigheder defineret i 1954-grundloven er opretholdt i 1975-grundloven og igen i den nugældende grundlov fra 2018. Det er nu yderligere specificeret, at enhver kineser har en grundlovssikret ret til at kritisere statsorganer!

Men som så meget andet i Kina siger den samme grundlov også det modsatte. I artikel 51 hedder det: “When exercising their freedoms and rights, citizens of the People’s Republic of China shall not undermine the interests of the state, society or collectives, or infringe upon the lawful freedoms and rights of other citizens.”

Der er flere grundlovsbestemmelse, som definerer borgernes pligter. F.eks. i artikel 53 siges det: “Citizens of the People’s Republic of China must abide by the Constitution and the law, keep state secrets, protect public property, observe discipline in the workplace, observe public order, and respect social morality.”

Hvem er det så som bestemmer, om den ene eller den anden bestemmelse skal gælde. Det er naturligvis Partiet.

Lov og orden i Kina

Domstole og politi opererer nogenlunde som hos os, men har dog nogle ”særlige kinesiske karakteristika” som også gælder markedsøkonomien. Det står der også en del om i forfatningen. Men f.eks. i straffesager er der det særlige forhold, at dommer, anklager og forsvarer alle er medlem af partiet, og da partiet siger, at man skal rette sig efter og respektere højere rangerende medlemmer af Partiet, gør det pokker til forskel, at det typisk er anklageren, som rangerer øverst. Det er derfor i Kina let for anklageren at ”løfte bevisbyrden”. En ”påstand” bliver til et ”bevis”. Tidligere var der i øvrigt slet ikke en forsvarer i straffesager, men det danske Menneskerettighedsinstitut fik på Danmarks vegne overtalt kineserne til at indføre dette.

Lov og orden bruges også til at få ram på medlemmer af partiet, længere nede i rækken. I midten af nullerne blev floden Songhua i Nordkina, som løber igennem millionbyen Harbin, pludseligt alvorligt forurenet af udledning af stærkt forgiftet spildevand fra papirfabrikker langs floden. Det blev hurtigt klart for lokale myndigheder, borgmesteren i Harbin og ledelsen af provinsen, at den var helt gal. Men de sagde ikke noget, til befolkningen eller til myndighederne i Beijing.

Det skulle de have gjort. Det kostede dem livet, da de kort sagt blev halshugget efter en straffesag på kinesisk, altså lynhurtigt (efter ordre fra topledelsen i Beijing?). Det var den kinesiske presse, som afslørede dem. I sådanne sager kan Partiet bruge pressen, men så sent som i 2020 sagde Xi Jinping, at det ikke er pressens opgave at kritisere Partiet. Pressen skal forklare og forsvare Partiets politik, sagde han.

Overvågning I Kina

 

Det var i øvrigt også pressen, som afslørede sagen om forurening af modermælkserstatninger i 2008. Det blev afsløret af den kinesiske presse, at der var tilsat melamin, og at den kinesiske fødevarekontrol var mangelfuld. Også her var der to, som fik hovedet kappet af. Dommen blev eksekveret den 22. januar 2009.

Den dag i dag kan kineserne stole på, at Partiet holder øje med dem. Der er overalt sat ”fiskeøjne” op, som ser alt i en radius på 360 grader og masser af cameraer, især hvor kinesere færdes, til fods, i bil, på motorcykel, i offentlige trafikmidler. Og så har de opfundet en ny teknologi, nemlig ansigtsgenkendelse, som kan matche kineserens identitet.

Er kommunistpartiet demokratisk?

Under et besøg i en provins i Kina blev jeg en dag inviteret af provisens guvernør til en middag, altså den kendte kinesiske banket ved runde borde og masser af retter og masser af ”ganbei”, eller på dansk ”skål”. Undervejs i samtalen fortalte jeg, at vi i Danmark – og andre steder i Vesten – har noget vi kalder demokrati. Det er muligt, at jeg kom til at virke lidt belærende, men så svarede han: ”Vi har også demokrati i Kina”. ”Og hvem er det egentlig, som skal definere, hvad demokrati er”, fortsatte han.

Javel, javel. De har faktisk noget som kunne ligne ”demokrati på kinesisk”. Ved lokalvalg i de laveste lag i samfundet, i en landsby, et kollektivt landbrug osv., er det rigtigt, at lederen vælges ved en demokratisk afstemning, men det er kun medlemmer af Partiet, som har stemmeret.

Kinesisk landsby

Tilsvarende er det så, led efter led opad. De valgte fra landsbyer og distrikter stemmer for ledelsen af byen eller amtet, og derefter provinsen osv. Og til sidst er det så Partiets politbureau, som vælger medlemmerne af Det Stående Udvalg, som så vælger Partiets ledelse. Ledelsen består i dag af 7 personer, alle mænd, og de har selv valgt Partisekretæren, nu Xi Jinping, som så også bliver statens præsident. Også på dette niveau ser man de to søjler, som styrer Kina, Partiets hierarki og statsorganernes hierarki.

Vi har alle set billeder af de kinesiske ledere med Xi Jinping i midten, til højre for ham premierminister Li Keqiang, derefter på Xi’s venstre side nummer tre og formand for Folkekongressen, derefter på den anden side nummer fire, og så nummer fem og endelig nummer seks og syv, vekslende fra side til side.

Det er i den rækkefølge, de går ind i Folkets Store Hal. Det er måske Confucius, som står bag det, nemlig at man skal vise respekt for samfundets ledere.

Forholdet til omverdenen

Alle ved, at kinesiske ledere er særdeles følsomme i forholdet til omverdenen. Ingen skal blande sig i indre kinesiske forhold. Til gengæld er det faktisk sådan, at Kina heller ikke blander sig i andres indre forhold.

Dog har der her i 2021 været en undtagelse. Den nye Biden-administration kritiserede i høje vendinger Kina for landets politik over for uyghuerne i Xinjiang-Provinsen. Udenrigsminister Antony Blinken var hård i retorikken, men kineserne skød hårdt tilbage: I USA skyder politiet de sorte, slår hårdt ned på ballade i gaderne, krænker borgernes rettigheder osv. Vi klarer corona-krisen, det gør USA ikke.

Det gør kineserne stolte, at Partiet kan sætte USA på plads. Det skaber sammenhold og opbakning til Partiet.

Donald Trump gjorde det let for Kina. Han trak USA ud af en række handelsaftaler, hvorefter Kina indgik aftaler med de forsmåede lande. Han trak USA ud af klimaaftalen, den såkaldte Paris aftale, hvor så igen Kina gik ind. Kina udleder 27 % af kloden’s CO2-udslip, USA dog ”kun” 11 %, så der er da noget at gå i gang med. Og så indførte han straftold på kinesiske varer i stor stil, selv om tolden skulle betales af amerikanske forbrugere og virksomheder. De måtte så også betale for den kinesiske gengældelse, f.eks. forbud mod import af sojabønner fra USA.

Alt dette er Joe Biden begyndt at rette op på, selv om Biden-administrationen fortsætter den hårde handelspolitiske linje over for Kina.

Kina i Afrika, her hos præsident Zuma i Sydafrika

Kinas rundhåndede investeringer i fattige asiatiske lande, og i hele Afrika, anlæg af jernbaner, havne, lufthavne, og med stærkt øget samhandel, hvor Kina importerer i store mængder, meget fra kinesiske virksomheder i Afrika og andre steder, hvor det fører til lokale arbejdspladser, har hen ad vejen styrket Kina i forhold til andre magter, herunder USA. Det er Partiets strategi, som sikrer, at Kina kan få hvad som helst igennem i internationale organisationer som f.eks. FN. Tilsvarende kan en resolution eller beslutning rettet mod Kina ikke stemmes igennem, selv om Kina kun har èn stemme. De mange lande, som er afhængige af Kina, skal nok vide, hvordan Kina ønsker, at de skal stemme.

I maj måned blev Indien hårdt ramt af corona. Kineserne stillede øjeblikkeligt med en donation af kinesiske corona-vacciner, og det samme sker i Afrika, f.eks. Guyana, Laos og Zimbabwe og andre steder, f.eks. Singapore. Det har fået nogen til at kalde det vaccine-diplomati. Allerede i begyndelsen af april havde Kina fordelt mere end 80 millioner doser. Flere lande har igangsat lokal produktion af kinesisk vaccine, således Malaysia, Indonesien og De forenede Arabiske Emirater.

I øvrigt er det velkendt, at Kinas stærkt voksende flåde huserer langt fra de kinesiske kyster, f.eks. ved Afrikas Horn og i Det Sydkinesiske Hav. De har endda været på øvelse i Østersøen, hvor de sejlede ind via Øresund og ud gennem Storebælt. Kinas forsvarsbudget vokser og vokser, selv om de ikke stiger i USA og i europæiske lande. Det kinesiske forsvarsbudget blev fordoblet fra 2008 til 2020.

Hvad siger kineserne?

I gamle dage sagde man, at kineseren kunne stilles tilfreds med en jernskål om dagen. I jernskålen var der kun ris, men i dag spiser kineserne som os i vesten, tre måltider om dagen og – foruden ris – kød og grøntsager. Det er kineserne glade for, og meget ofte indtages måltidet på en restaurant ved store runde borde, hvor der kan sidde 8, 12 eller 16 spisende kinesere. Og mange retter er normen, ikke undtagelsen, måske 10-12 retter med suppe først og frugt sidst, men antallet af retter afhænger af, hvor mange der deltager om det runde bord.

Man har i mange år sagt, at kineserne ville være tilfredse med Partiets indsats, så længe der var vækst nok i kinesisk økonomi, først sagde man 10 %, senere mindre, i dag gerne 6 %, under corona-krisen mindre, 3 %, nu igen 6 %. Det er meget mere end i Vesten. Kina haler altså ind på os.

Indtil for nylig var Kina handikappet af, at det kun var de øst- og sydkinesiske byer, som nød godt af velstanden, hvorimod det centrale og vestlige Kina var meget tilbagestående og uden vækst. Den situation er nu vendt, så i Central- og Vestkina oplever man nu, at urbaniseringen og infrastrukturen sætter gang i den økonomiske vækst. Her hjælper det også, at de fleste kinesiske investeringer i motorveje, jernbaner og skibsruter går vest ud af Kina mod Europa, Afrika mv. Det er meget hurtigere at eksportere og importere med landevej og jernbane fra Centralkina end fra Østkysten med skib til Europa, Centralasien, Mellemøsten og Afrika.

Jack Ma, Kinas rigeste mand og ejer af e-handelsgiganten Alibaba

Den store vækst, som føles af alle, har allerede løftet millioner ud af fattigdom til middelklassen, og andre op blandt de rige, og nogle endda superrige målt i sammenligninger med resten af verden. År efter år dukker der flere kinesere op på Forbes liste over verdens rigeste mænd. Da kineserne nu kan følge det i pressen, bidrager det til en national stolthed og tilfredshed (med Partiet). Det er ikke ugleset i Kina, og nogen bliver stenrige, tvært imod.

Det samme gælder den teknologiske udvikling. På mange områder, f.eks. robotter, kunstig intelligens, rumteknologi, er det kinesiske eksperter, som dominerer videnskabelige konferencer jorden rundt. Og en tur til månen og bag om Mars er kineserne naturligvis også stolte af. Uddannelsesniveauet stiger, og flere og flere er højtuddannede. I dag ender mange kinesiske videnskabsmænd med international berømmelse inden for deres felt. Det gælder f.eks. også inden for klassisk vestlig musik, dirigenter og musikere.

I Vesten fokuserer man som oftest på, at Kina er et diktatur, og at kineserne mishandler uyghurerne og Hong Kong-kineserne, fordi kineserne løber fra princippet ”ét land, to systemer”, og haler den stakkels bystat ind i ”ét Kina”, men ikke mere ”to systemer”. I Vesten kritiserer vi også Kina for at have skjult coronaen i det tidlige udbrud. Det giver badwill i Vesten, men i Kina holder de fleste, som overhovedet ved noget om det, med regimet, Kommunistpartiet. Vestens pres og kritik skaber ikke splittelse i Kina, snarere sammenhold. Det samme gælder også Donald Trumps og Joe Bidens politik over for Kina.

Folket støtter op bag regimet, altså Kommunistpartiet. Kommunistpartiet har i dag fødderne solidt plantet i den kinesiske rismark.

 

 

Laurids Mikaelsen er født i Kina i 1948 og var ambassadør samme sted 2004-07. Han er jurist og lic.jur. fra Aarhus universitet (1973/1978). Siden 1976 har han været tilknyttet den danske udenrigstjeneste, dels i hjemmetjenesten med vigtige opgaver, f.eks. forhandling af de danske forbehold til EU, og i udetjenesten med poster i Bruxelles (1977-78), USA (1988-92), Polen (1998-2004), Kina (2004-7) og Litauen (2007-11). Laurids Mikaelsen er i dag pensioneret, foredragsholder og skribent, fortrinsvis om Kina, det baltiske område og globaliseringen.

Del