Mødet mellem Kina og USA i Alaska

Torsdag i sidste uge mødtes Kina og USA for at genstarte de bilaterale relationer efter Donald Trumps afgang. Spørgsmålet var, om der kunne etableres et troværdigt samarbejde, selv om den økonomiske og politiske rivalisering ville fortsætte, ikke mindst når det handler om den internationale indflydelse. Hong Kong avisen South China Morning Post så i det forhold, at de to stormagter ville mødes, en villighed til at sætte en ny tone.

Af Laurids Mikaelsen, fhv. ministerråd i USA og fhv. ambassadør i Kina.

Den 25. marts 2021.

Offentliggjort af POV International den 24. marts 2021 under overskriften “Kinesisk-amerikansk rivegilde i Alaska”.

De to udenrigsministre mødtes i Alaska. Det var den 18. marts, og det var første gang den nye amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, mødte sin kinesiske kollega, Yang Jiechi. Kina kaldte det før mødet ”en strategisk dialog”, men det var at gå for vidt, sagde man i Washington. Antony Blinken var ledsaget af præsidentens sikkerhedspolitiske rådgiver, Jake Sullivan.

Da Biden og Blinken tiltrådte som amerikansk præsident og udenrigsminister, var der almindelig enighed om, at det ville føre til bedre relationer til Kina, hvor Trump kun havde en énstrenget politik – sanktioner, sanktioner og sanktioner.

Hård retorik

Men hvordan gik det så, altså mødet i Alaska? Det startede og det sluttede med et helt uhørt skænderi, endda for åbent kamera, så hele verden kunne se med. Skænderiet blev også vist i Danmark, hvor TV2 News bragte et langt indslag flere gange.

Jeg tror, at mange blev chokeret. Mødets idé var, at de to lande skulle forsøge at bygge en bro, men i stedet blev der gravet grøfter.

 

Udenrigsminister Antony Blinken i Alaska

Det var udenrigsminister Blinken, som lagde ud, og det skete i et frådende udfald mod Kina. Han beskyldte Kina for at true freden og stabiliteten i verden, de skulle holde op med at stjæle, Kina skulle holde op med overgreb i Xinjiang, Hong Kong, Taiwan, Kina skulle holde op med at bestikke sig til indflydelse verden over. Kina skulle respektere demokrati og menneskerettigheder. Og Kina skulle stoppe enhver form for cyberangreb mod USA. Stemningen i mødelokalet var mindst lige så iskold som udenfor. Mødet var som bekendt henlagt til Alaska.

Og det er nok ikke tilfældigt, at mødet blev henlagt til Anchorage i Alaska. Ser man på en globus og der spotter den storcirkel, som passerer Beijing og Washington, vil man se, at man halvvejs når til, ja tænk, Alaska.

Kineserne svarede igen, inspireret af den hårde amerikanske retorik. USA skulle holde op med at blande sig i kinesiske forhold. Kina ville behandles med respekt. Kineserne beskyldte USA for at ”nedslagte” sorte amerikanere, og at det var tydeligt for enhver, at amerikansk politi undertrykker den amerikanske befolkning og banker løs på amerikanere i voldsomme kampe landet over.

Hov, hvad er der egentlig sket? USA var fortaler for en ”regelbaseret verdensorden”, baseret på liberale politiske og økonomiske værdier. Man sad tilbage mundlam, mens kineserne svarede. Antony Blinken ville svare, men da var kamerafolkene ved at forlade mødet. De havde fået nok til en god historie, som vi så så verden over, også i Danmark.

Kina og USA efter Tump

Meningen med mødet var egentlig at få en genstart af forholdet efter præsidentskiftet i USA. Donald Trump opførte sig som en klovn, og USA blev til grin verden over, så Biden administrationen har noget rod, som skal ryddes op.

Udenrigsminister Yang Jiechi i Alaska

Biden er i gang med det. Han fik hurtigt omgjort Trumps opsigelse af medlemskabet af WHO (Verdenssundhedsorganisationen), og USA’s relationer til de multilaterale institutioner, eksempelvis WTO (Verdenshandelsorganisationen), blev bragt tilbage til normalen. Men på handelsområdet er det ikke så let, for kineserne benyttede Trumps anti-frihandelspolitik til at skabe nye handelspartnere der, hvor Trump opsagde handelsaftaler, primært i Stillehavsområdet, men også med USA’s naboer, Canada og Mexico.

Var det klogt eller uklogt, at den nye Biden-administration lagde så hårdt ud mod Kina? Er det også kommet bag på Joe Biden? Hvad vil det betyde for de gensidige sanktioner, som Trump havde iværksat? Vil USA’s ”proselytter” følge i USA’s slipstrøm?

Vigtige relationer til Kina

For at starte med det sidste, det geopolitiske, synes det ret sikkert, at det vil Europa ikke. Angela Merkel ønskede Biden til lykke og bød ham velkommen til samarbejde med EU, men tilføjede, at han ikke skulle forvente, at EU vil være enig med USA på alle områder.

Antony Biden i Alaska

Forud for mødet i Alaska var Antony Blinken og forsvarsminister Lloyd Austin på en forberedende mission i Sydkorea og Japan for at søge støtte i forholdet til Kina. Der er ikke kommet så meget ud om resultatet af disse besøg, men det er helt utænkeligt, at disse lande har lovet at bakke USA op i de angreb, som blev fyret af i det iskolde Alaska. Dertil er relationerne til Kina for vigtige.

Det samme gælder f.eks. også Australien, som nyder godt af forretninger med kineserne og af en lind strøm af kinesiske turister. Australien er mål nummer ét for kinesiske turister, og mens flere og flere kinesere bliver rigere og rigere, vokser strømmen af kinesiske gæster, som er særdeles velkomne i Australien.

Går man videre til USA’s nærmeste naboer, Canada og Mexico, er det også usandsynligt, at de vil stille op som backing kor. Canada og Mexico, men ikke USA, nyder godt af Den Transatlantiske Frihandelsaftale, hvor Kina er et af flere asiatiske medlemmer.

Og så er der det med Trumps sanktioner og de kinesiske modforanstaltninger. Hvordan vil Biden komme ud af den klemme, når Antony Blinken ruller sig ud som sket i Alaska? Det har længe været åbenlyst, at det er amerikanske virksomheder og amerikanske forbrugere, som bærer byrden, både af de amerikanske sanktioner – straftold betales ved importen til USA – og af de kinesiske modforanstaltninger.

Og her har kineserne den fordel, fordi Kina ikke er et åbent demokratisk land, men et diktatur, at økonomiske og politiske klemmer kan hæftes på amerikanske interesser i stilhed, og alligevel gøre ondt. Hvem i denne verden køber flest Boeing fly? Ordrer kan uden videre omstilles til andre producenter, f.eks. i Kina, og på mange markeder viser det sig tydeligere og tydeligere, at kinesisk teknologi i stigende grad udkonkurrerer amerikanske (og europæiske) konkurrenter.

Hvem er størst?

I mødet i Alaska var der i de TV-transmitterede skænderier et stærkt element af ”hvem er størst her”. Vinderen er vist nok ikke amerikanerne? Men mange amerikanere sidder hjemme ved skærmene og gnider sig i hænderne. Godt gået, Antony!

 

Del