Kinas konflikter

Ser man på Kinas forhold til omverdenen, har der været – og er – mange konflikter. På det seneste er det grænsekonflikter med Indien. Men det er karakteristisk, at Kinas konflikter ikke har udviklet sig til egentlige krige. Kommunistpartiet bekæmpede under borgerkrigen nationalisterne, og lige i halen på borgerkrigen blandede Kina sig i Korea-krigen (1950-53), især for at forhindre, at USA nåede frem til Yalu-floden, og dermed Kinas grænse. Den kinesiske krigsførelse varede kun et par måneder i 1950, fra oktober til december, indtil USA og Sydkorea var presset tilbage til den tidligere – og nuværende – demarkationslinje.

Af Laurids Mikaelsen, tidligere ambassadør i bl.a. Kina.

Den 20. juli 2020.

Danmark deltog i Koreakrigen, nemlig med hospitalsskibet Jutlandia. I den bygning, som ligger på demarkationslinjen, er der flag fra de lande, som har indgået våbenhvileaften fra 1953, herunder Dannebrog.

Først i 1971 overtog Folkerepublikken Kina Taiwans plads i FN og FN’s Sikkerhedsråd. Det er bemærkelsesværdigt, at Kina, siden Folkerepublikken Kina blev medlem af Sikkerhedsrådet, er det eneste af de faste medlemmer, som ikke har været i krig.

I nærområderne ønsker Kina at fremme stabilitet, samarbejde, gode handelsforbindelser og at sikre handelsruter til havs – samtidig med at kineserne forsøger at forsikre omverdenen om, at de har fredelige hensigter.

Først lidt om Kinas forhold til de store lande, som sidder på de faste pladser i Sikkerhedsrådet.

Kina er traditionelt USA’s hovedmodstander. Forholdet er forværret kraftig under præsident Donald Trump. Han startede handelskrigen, hvor begge lande hæver deres toldsatser over for hinanden. Også coronaen og den økonomiske nedtur, som følger med, har forværret forholdet mellem USA og Kina, idet Trump beskylder Kina for at have udviklet coronavirussen i laboratorier for at sætte den løs i USA.

Forholdet mellem Storbritannien, Frankrig og Kina er heller ikke det bedste, men kan alligevel beskrives som velfungerende. Storbritannien og Frankrig støtter ofte USA, og står derfor i opposition til Kina i mange vigtige spørgsmål. Det gælder f.eks. sagen om Huawei og 5G-netværket. Men de europæiske stormagter deltager ikke i den amerikanske inddæmningspolitik, hvor USA har opbygget militær tilstedeværelse ved indsejlingsruterne til Kina, og derfor – i en krisesituation – kan forhindre Kinas eksport og import ad søvejene.

Forholdet mellem Kina og Rusland er gennemgående godt, og de spiller gerne sammen mod Vesten, men Kina foretrækker at holde en lav profil, hvis det er muligt. Set fra et amerikansk og europæisk synspunkt er det bekymrende, at Kina og Rusland holder fælles militære øvelser, som sidste år i Østersøen og det vestligste Sibirien.

Kina accepterer ikke, at nogen blander sig i Kinas interne forhold. Kina er en stor investor i udlandet, og opbygger globalt kontakter og netværk med meget store investeringer, navnlig i infrastruktur. Kinas forhold til disse lande, f.eks. i Afrika, skal USA ikke blande sig i.

Studerer man Kinas diplomatiske praksis, er der stor forskel på, om en forhandling finder sted i Kina eller i udlandet, og om det er et stort land eller et lille. Kina er særligt følsom, når det er et statsbesøg ude, navnlig i USA. De seneste to gange har kineserne mingeleret, at besøg i USA ikke skulle være i Washington, men i Californien og i Florida. Den kinesiske stolthed forbyder, at det kunne se ud som om Xi Jinping kommer krybende til Washington. Besøg i Kina er at foretrække. Det var f.eks. tilfældet allerede da Nixon i 1972 kom (krybende) til Kina for at besøge Mao. Nixon skulle have kinesisk hjælp til at få Vietnam-krigen afsluttet.

Er det derimod et lille land, spiller Kina gerne efter den normale diplomatiske sædvane, som f.eks. da Hu Jintao besøgte Danmark. Modtagelse med æresgarde, statsmiddag og besøg hos Dronningen. Det samme gjaldt Storbritannien, som Xi Jinping besøgte sidste år. De ”små” lande konkurrerer nemlig ikke med Kina om indflydelse, magt og ære.

Lad os se lidt på Kinas forhold til nabolande i Asien.

Grænseområdet mellem Indien og Kina, kaldet “Verdens tag”.

Senest har det vakt opsigt, at der i juni måned var en episode på den kinesisk/indiske grænse. Det var i bjergene mellem de to lande, hvor der ikke er beboelse og slet ikke grænsepæle. Det kom til håndgemæng mellem indiske og kinesiske militære styrker. Inderne havde med vrede set på, at kineserne satte telte op i det, som de betragter som indisk territorium. Men det kom altså ikke til krig.

Det har på det seneste også handlet om Hongkong og optøjerne dér. Kina har i juni vedtaget en lov, som bestemmer, at uromagere i Hongkong kan straffes hårdt og kan udleveres til Kina. De kalder det en sikkerhedslov. Det førte til opstande i Hongkong og vestlig indblanding, bl.a. amerikanske sanktioner.

Som bekendt betragter Kina Taiwan som en del af Kina. For år tilbage var der fra Kinas side hyppige beskydninger af taiwanske småøer. Det kom dog aldrig til krig. Helt fredeligt er det dog ikke. Så sent som i juni måned kom kinesiske militære fly så tæt på Taiwan, at taiwanske jagere blev sendt i luften for at afvise de kinesiske fly. Mindst ét fly var et bombefly, som kan medføre atomvåben. Omvendt føler Kina sig truet af provokerende amerikanske flådeoperationer i Taiwanstrædet.

Striden om Det Sydkinesiske Hav stammer helt tilbage fra midten af 90-erne. Kina provokerede Vietnam, Malaysia og Filippinerne ved at annektere småøer og bygge baser på disse, herunder havne og landingsbaner. Det er på det senere eskaleret. Det kan holde verdenspressen vågen om natten, men efter en voldgiftskendelse i april 2016 fes sagen ud i midlertidig glemsel, bl.a. fordi Filippinerne fik ny præsident, som havde andre prioriteter, formentlig at dyrke økonomiske relationer til Kina.

Kinesisk base på Spratley-øerne

Sagen er nu dukket op igen. Det er USA, som nu bringer den frem i dagens lys. USA vil ikke acceptere Kinas fremfærd i Det Sydkinesiske Hav. Måske skyldes det, at Kina over årene har bygget en kæmpe base på de omdisputerede øer, nemlig Spratley-øerne. Nu står amerikanske og kinesiske flåder over for hinanden i Det Sydkinesiske Hav.

Også i forhold til Japan er der overlappende krav på territorier, nemlig nogle småøer kaldet Senkaku-øerne. Begge parter provokerer ved at sende fly hen over øerne. Der er dog ikke bygget baser, men ved øerne har der siden april ligget kinesiske krigsskibe. Konflikten med Japan er særligt farlig, fordi USA og Japan er allierede. Siden anden verdenskrig, hvor Japan blev afvæbnet, har USA i fredsaftalen fra september 1951 påtaget sig rollen som Japans beskytter. Øerne ligger tættest på Kina, nemlig lige nord for Taiwan.

Konflikterne med Japan, Taiwan, Vietnam, Filippinerne og Malaysia er givetvis også en kamp om ressourcer, navnlig olie og godt fiskevand.

Det arktiske område har udviklet sig til et af verdens højspændings-områder med stærkt stigende stormagtsrivalisering mellem USA, Kina og Rusland. I takt med klimaforandringerne åbnes nye sejlruter. Kinesiske atomdrevne isbrydere har flere gange sejlet nord om Sibirien til det nordlige Atlanterhav, endda med flere fragtskibe i halen. Det opfattes alt sammen som provokerende. Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har i maj 2019 advaret Rusland og Kina mod at tro, at USA ikke holder et vågent øje med, hvad der foregår i de arktiske områder. Det er i denne sammenhæng lidt lettere at forstå Donald Trumps tilbud om at købe Grønland.

Som vi har set, tegner der sig et billede af Kinas mangfoldige konflikter med omverdenen, som ikke har udløst krig(e). Men meget kan ske, hvis en eller anden ved en misforståelse kommer til at trykke på en forkert knap.

 

Yalu-floden, grænsen mellem Kina og Nordkorea. Disse to broer er Nordkoreas forbindelse til omverdenen.

 

Se også “USA, Kina og Grønland“. Maj 2020.

Se også “Da Xi mødte Trump II“. Maj 2017.

Se også “Voldgift om Det Sydkinesiske Hav“. April 2017.

Se også “Det Sydkinesiske Hav“. September 2016.

Del