Dansk diplomat: Kina har ikke ansvaret for coronakrisen

Carsten Boyer Thøgersen siger: Kinas inddæmning af corona i Wuhan kunne være påbegyndt 1-2 uger tidligere. Kina synes løbende at have underrettet WHO om udviklingen, men sundhedspersonalet på Wuhans hospitaler fik forbud mod at udtale sig om udbruddet.

Udbruddet af covid-19 er en katastrofe i sig selv. Men pandemien har også accelereret konflikten mellem USA og Kina, og det kan føre til endnu større katastrofer.

Af Carsten Boyer Thøgersen, fhv. kontorchef i udenrigsministeriet og fhv. generalkonsul i Shanghai og Guangzhou.

Opsætning, teknisk redaktion og valg af billeder: Laurids Mikaelsen, fhv. ambassadør i  Kina.

Den 4. juli 2020. Har tidligere været bragt som kronik i Politiken den 29. juli 2020.  

I november 2020 er der præsidentvalg i USA. Amerikanske valgkampe er hårde og populistiske, og valgkampens hovedtema er det, der sikrer valgsejren. Det republikanske parti har netop skrevet sin valgstrategi, hvor stærk kritik af Kina er gjort til hovedtemaet. Ét element er kritik af Kinas håndtering af udbruddet af covid-19.

Carsten Boyer Thøgersen på talerstolen

Den amerikanske kritik har to vigtige punkter: 1) Indsatsen mod epidemien kom for sent i gang. Var den sket tidligere, ville epidemiens følger have været mindre. 2) Kina hemmeligholdt og censurerede væsentlige oplysninger om epidemien. Det forsinkede andre lande i en hurtig reaktion.

Wuhan, provinshovedstad i Hubei-provinsen, ligger ved Yangtze-floden midt i Kina med 1.000 km til både Beijing, Shanghai og Hongkong. Det er det værst tænkelige sted for udbrud af en epidemi i Kina. Hvad skete der egentlig i Wuhan ved udbruddet af covid-19-epidemien?

Baseret på læsning af vestlige, kinesiske og internationale kilder og mine egne erfaringer med samarbejde med kinesiske myndigheder på både centralt og regionalt niveau er min forståelse, som følger: Epidemien begyndte formentlig i den første uge af december 2019. 10 til 14 dage senere, fra midten af december, blev flere patienter indlagt på hospitaler i Wuhan med lungebetændelse med atypiske symptomer. Prøver blev taget og undersøgt på laboratorier. I slutningen af december fastslog analyseresultaterne, at det drejede sig om en ny ikke tidligere set coronavirus.

Wuhans sundhedsvæsen meddelte straks 30. december på sin hjemmeside, at en klynge tilfælde af lungebetændelse med atypiske symptomer og af ukendt oprindelse var i udbrud. Befolkningen opfordredes til at bære masker og tage andre hygiejniske forholdsregler.

Nyheden blev samme dag viderebragt af nationale kinesiske medier, østasiatiske medier, men også medicinske medieplatforme som det amerikansk baserede ProMed International Society for Infectious Diseases bragte nyheden.

31. december underrettede de nationale kinesiske sundhedsmyndigheder officielt Verdenssundhedsorganisationen WHO om udbruddet af en klynge lungebetændelser med oprindelse i en ukendt coronavirus.

1. januar lukkede og steriliserede myndighederne i Wuhan det fødevaremarked i Wuhan, Huanan Engros Fiskemarked, hvortil man mente at kunne spore smitten.

2. januar sendte Kinas nationale sundhedsstyrelse det første af tre eksperthold til Wuhan for at undersøge udbruddet af en mulig epidemi.

Wuhan

Så langt, så godt. Wuhans byregering havde gjort sin pligt og informeret om udbrud af en mulig epidemi både nationalt og internationalt. Kinas øvrige provinser og nabolande kunne tage deres forholdsregler.

Herefter var der to vigtige spor at følge: 1) Analyse af den ukendte virus. Smittede den fra menneske til menneske, og hvor dødelig var virussen? 2) Foranstaltninger til beskyttelse af den offentlige sundhed, dvs. inddæmning af epidemien.

Den medicinske udredning af den nye coronavirus og udbruddets omfang og karakter fortsatte, og 11. januar publicerede laboratoriet på Shanghai Public Health Clinical Centre den nye coronavirus’ genetiske kode på åbne internationale videnskabelige medieplatforme og gav dermed udenlandske laboratorier mulighed for at foretage egne analyser.

På baggrund af disse data var det muligt for udenlandske forskere at udvikle testkits med henblik på at identificere den nye coronavirus.

Samtidig udsendte WHO en vejledning for, hvorledes nationale sundhedsmyndigheder kunne opspore, teste og behandle personer, der var smittet, og hvorledes sundhedsarbejdere kunne beskytte sig mod smitte. Samme dag skete det første dødsfald på grund af coronavirus.

Men foranstaltninger til inddæmning af epidemien i Wuhan kneb det med. Bystyret i Wuhan foretog ingen særlige tiltag og gennemførte mellem 10. og 18. januar en række planlagte politiske møder, ligesom mange festligheder i forbindelse med det kommende kinesiske nytår blev afviklet.

Testkit – positiv eller negativ

Udbruddet af coronavirussen faldt i det kinesiske forvaltningssystems blinde vinkel. Hvornår går en sag fra at være et regionalt anliggende til at blive et nationalt spørgsmål?

De fleste embedsmænd er regionale og kun optaget af provinsens egne prioriteter. Få håndfulde af de øverste ledere i en provins er udpeget af Kinas centrale ledelse, først og fremmest provinsens leder, partisekretæren, og de bliver kun i provinsen i 3-4 år, inden deres karrierer bringer dem videre til andre provinser eller poster i centralregeringen.

Udbruddet af coronavirus i Wuhan lå derfor i begyndelsen helt i lokalregeringens hænder. Fra centralt hold var forventningen, at man lokalt havde fuldstændig styr på alle forhold omkring udbruddet, at man indhentede alle nødvendige informationer, og at man samarbejdede med alle andre kinesiske myndigheder.

I slutningen af januar, da udbruddet var i eksplosiv udvikling i Wuhan og byen lukket ned, blev Wuhans borgmester, Zhou Xianwang, interviewet på Kinas nationale CCTV.

Borgmester Zhou undskyldte, at Wuhans byregering ikke havde handlet hurtigere, og at vejledninger til befolkningen havde været for få og for langsomme. Borgmester Zhou tilbød at træde tilbage og tilføjede, at Wuhans bystyre havde været nødt til at afvente tilladelse fra andre for at kunne offentliggøre alle informationer om virussen. Pilen pegede dermed på borgmester Zhous umiddelbare chef, den politiske leder af Wuhan, partisekretær Ma Guoqiang.

13. februar blev partisekretær Ma Guoqiang og hans egen chef, partisekretæren for Hubei-provinsen, Jiang Chaoliang, begge fyret foruden en række ansvarlige inden for sundhedsvæsenet i Hubei og Wuhan. De nyindsatte folk i Hubei-provinsen var nogle af Kinas mest erfarne administrative ledere.

Xi Jinping på inspektion

Men hvilke foranstaltninger foretog man sig på det nationale kinesiske niveau? Fra slutningen af december var Kinas centrale ledelse naturligvis vidende om et potentielt epidemisk udbrud i Wuhan. Vi ved, at politbureauets stående udvalg på syv medlemmer på sit møde 7. januar havde epidemiudbruddet på dagsordenen.

Men den ultimative beslutning – nedlukning af Kina – det er en beslutning, som det tager tid at nå frem til.

Samtidig nærmede det kinesiske nytår sig. 24. januar var det kinesisk nytårsaften. Kinesisk nytårsaften minder om dansk juleaften, årets vigtigste familieaften.

Ugen inden nytårsaften ville 450 millioner kinesere (2019-tal) begive sig ud på deres årlige nytårsrejse. Risikoen for, at smitten kunne brede sig til resten af Kina og hele verden, måtte forekomme stor og faretruende.

Set bagud tror jeg – der er ingen kilder – at vurderingen var følgende: Udbruddet var koncentreret i Wuhan, hvor man 17. januar havde 62 registrerede smittede personer, 8 personer på intensivafdelinger og 2 dødsfald.

Rejser i resten af Kina, der på det tidspunkt ikke havde nogen tilfælde af smittede personer, ansås ikke for at udgøre nogen risiko, og folk, der rejste ud af Wuhan, ville overvejende rejse til andre byer i Hubei-provinsen.

Jeg tror, at Kinas ledelse besluttede at lade 450 millioner mennesker følge deres rejseplaner for at undgå den panik og det kaos, det ville afstedkomme at stoppe mange millioners planlagte rejser. Når alle rejsende var nået frem, kunne man efterfølgende lukke Kina ned. Hvis det var overvejelsen, kom beregningen til at passe.

Epidemien forblev i Hubei-provinsen og bredte sig ikke til resten af Kina, der senere kun fik knap 3 procent af Kinas samlede coronadødsfald. Men befolkningen i Hubei betalte prisen med yderligere spredning af epidemien inden for provinsens grænser. Tankegangen er klassisk i Kinas historie ved floders oversvømmelse: Man bryder digerne længere oppe ad floden, afleder vandet, ofrer de få for at redde de mange længere nede ad floden.

Kinas ledelse må også i midten af januar have overvejet, hvorledes man over for befolkningen skulle kommunikere den nedlukning af Kina, som man da angiveligt allerede planlagde.

Dr. Zhong Nanshan

Her kom den 83-årige lungespecialist dr. Zhong Nanshan, Guangzhou Medical Hospital, ind i billedet. Under sars-udbruddet i 2002/2003 var dr. Zhong den første, der identificerede sars.

Kinas centrale ledelse valgte formentlig dr. Zhong, fordi man stolede på hans medicinske erfaring, og fordi man vidste, at Kinas befolkning havde tillid til dr. Zhong. Som dansk generalkonsul i Guangzhou havde jeg i 2005 to personlige møder med ham i forbindelse med indstilling til en dansk ærespris – en vidende, venlig personlighed med stor integritet.

18. januar ankom et nationalt medicinsk eksperthold til Wuhan. 23. januar blev Wuhan og flere byer i Hubei-provinsen lukket ned. 25. januar, nytårsdag – i Danmark ville det svare til første juledag – afholdt politbureauets stående udvalg et møde om udbruddet af coronavirussen. Hele Kina skulle lukke ned.

Blev indsatsen mod epidemien sat for sent i gang? Forløbet i december 2019 kunne næppe være sket hurtigere.

Efter 1. januar reagerede Hubei-provinsens ledelse fodslæbende på udbruddet, man kom for sent i gang med at inddæmme epidemien, og oplysningerne fra Hubeis lokale myndigheder til Kinas nationale myndigheder var mangelfulde.

På nationalt niveau burde Kinas øverste ledelse have sørget for at indsamle alle nødvendige oplysninger, så man havde kunnet træffe en beslutning om fuldstændig inddæmning af epidemien på politbureauets stående udvalgs møde 7. januar. Med yderligere en uge til forberedelse kunne en nedlukning være trådt i kraft 14. januar – 9 dage tidligere end den faktiske nedlukning fandt sted.

Svaret er derfor ja, i en perfekt verden kunne den kinesiske indsats mod epidemien have været sat i gang tidligere. Det bekræfter afskedigelsen af Hubei-provinsens og Wuhans politiske ledere. Epidemiologer må vurdere, om en hurtigere kinesisk reaktion ville kunne have hindret spredningen og dermed en epidemi.

Men antallet af smittede personer er usikkert, så lad os se på antallet af dødsfald. Har den kinesiske ledelse et korrekt tal for antallet af covid-19-dødsfald, som man holder hemmeligt og skjuler?

Formentlig ikke. Der er for mange mennesker og myndigheder involveret på både centralt og regionalt niveau. Et så vigtig tal kan ikke holdes hemmeligt i Kina.

Folk snakker, rygter ville opstå, og Kinas centrale ledelses vigtigste kort – troværdighed over for befolkningen – ville blive udfordret.

Metoden til opgørelse af antallet af døde skal naturligvis studeres både i kinesiske tal og i tal fra andre lande. I midten af april opjusterede de kinesiske myndigheder antallet af dødsfald med 1.290 til i alt 4.636, efter at man havde haft tid til at gennemgå alle patientjournaler endnu en gang.

Flere justeringer kan forventes både i Kina og navnlig i Europa, hvor epidemien stadig er i udbrud. Men fremtidige justeringer vil næppe ændre det billede, som vi kender i dag.

Dr. Li Wenliang

Opfattelsen af forsøg på hemmeligholdelse af udbruddet skyldes formentlig historien om whistlebloweren, øjenlægen dr. Li Wenliang på Wuhans centralsygehus.

30. december havde skadestuen på Wuhans centralsygehus i løbet af dagen modtaget flere akutte patienter med atypisk lungebetændelse. Senere på dagen gennemlæste chefen for skadestuen, overlæge dr. Ai Fen, en laboratorierapport for en af de indlagte patienter.

Rapporten var udarbejdet af hendes kollega dr. Zhang Jixian. Hun var specialist i sars og blev senere udpeget som den, der først opdagede den nye coronavirus.

I marts fortalte dr. Ai i et interview til et kinesisk nyhedsmagasin, at hun var blevet chokeret over at læse dr. Zhangs rapport, hvor der stod »Sars coronavirus?«. Fortroligt havde dr. Ai sendt rapporten videre som sms til en tæt kollega, der selv sendte rapporten til andre kolleger, heriblandt dr. Li Wenliang.

Dr. Li sendte i løbet af aftenen otte WeChat-beskeder om laboratorierapporten videre til en bredere gruppe: »Vi har 7 bekræftede tilfælde med sars (…) Send ikke beskeden til andre uden for denne gruppe (…) ellers bliver samtalegruppen måske lukket ned (…) Sig til jeres familier og kære, at de skal være forsigtige«.

To dage senere fik dr. Ai en påtale fra hospitalets ledelse for under hånden at have sendt interne rapporter videre på WeChat. 3. januar blev dr. Li indkaldt til møde på den lokale politistation, hvor han underskrev et dokument, hvor han undskyldte at have spredt »falske rygter«.

Dr. Li vendte straks tilbage til sit arbejde på hospitalet. 8. januar blev han smittet med coronavirus og fire dage senere indlagt på sit hospitals intensive afdeling. 31. januar sendte dr. Li en WeChat fra sine sygeseng, beskrev sin situation og sendte et foto af det dokument, hvor han undskyldte sine advarsler om epidemien.

På det tidspunkt var Wuhan lukket ned, hospitalsvæsenet var nærmest i kaos og Wuhans befolkning under stort pres. Dr. Lis WeChat bredte sig som en løbeild på de sociale medier i hele Kina. Vreden var stor. 5. februar forværredes dr. Lis tilstand, og 7. februar døde han. 33 år gammel.

Formelt og ifølge reglerne må en hospitalslæge ikke meddele familie og venner, at man lige har opdaget en dødelig virus på hospitalets klinik. For at undgå panik skal en sådan observation behandles af de ansvarlige sundhedsmyndigheder, lyder reglerne.

Men dr. Li og hans kollegers fornemmelse, at de lokale myndigheder tøvede og ønskede at se tiden an, viste sig at være rigtig. Wuhan-myndighedernes advarsel til dr. Li og dr. Ai bekræfter, at de lokale myndigheder i begyndelsen ikke forstod det omfang, udbruddet af en epidemi kunne få.

Nøgternt må man sige, at det var de sociale medier i Kina, der gjorde dr. Li kendt. Den egentlige whistleblower var dr. Ai Fen. Hun så først sammenhængen. Selv sagde dr. Ai: »Jeg er ingen whistleblower. Men jeg gav fløjten til andre, der blæste i den«.

Kinas centrale ledelse har senere kritiseret myndighederne i Wuhan for behandlingen af dr. Li, udbetalt erstatning til hans familie og i april tildelt ham titlen Martyr for Kina sammen med 14 andre sundhedsarbejdere, der ydede en særlig indsats i bekæmpelsen af covid-19. Det er den højeste hæder, en person kan opnå i Kina.

Passer det andet kritikpunkt, at Kina hemmeligholdt oplysninger om covid-19? Ikke i den forstand, at Kinas nationale myndigheder tilbageholdt oplysninger over for det internationale samfund. Kina meddelte løbende resultaterne af de videnskabelige undersøgelser, efterhånden som de forelå.

Men det er rigtigt, at myndighederne i Wuhan ved epidemiens udbrud gav mangelfulde oplysninger og forbød byens sundhedspersonale at udtale sig.

 

 

 

Carsten Boyer Thøgersen er en af Danmarks største eksperter i kinesiske forhold. Han har siden studieårene ved Aarhus Universitet, instituttet for østasiatiske studier, fulgt udviklingen i Kina tæt. Han har boet i Kina i lange perioder, i alt mere end 20 år, og har bl.a. arbejdet som handelsråd på ambassaden i Beijing og som generalkonsul i Shanghai og Guangzhou. Thøgersen har også arbejdet med Kina for EU-Kommissionen, både i Bruxelles og i Kina. Carsten Thøgersen er nu pensioneret og bosat i Danmark. Han taler kinesisk, og besøger Kina flere gange om året.

 

 

Se også ”Kina, USA, WHO – og coronaen. Juni 2020.

 

 

 

Del