USA, Kina og Grønland

Uffe Ellemann-Jensen skrev i Berlingske den 6. maj et tankevækkende opinionsindlæg om den amerikanske ”hjælpepakke” til Grønland på godt 12 millioner dollars. I Grønland maser Kina sig frem, og det gør Rusland også, så ”hjælpepakken” skal være en slags forsvar herimod.

 Af Laurids Mikaelsen.

Den 12. maj 2020. Opdateret 20. maj 2020.

Jeg er helt enig i Uffe Ellemanns analyse, ligesom jeg er enig i et læserbrev i Berlingske den 4. maj, hvor Søren Vanting skriver, at Rigsfællesskabet slår revner. Som ministerråd i Washington 1988-92 var jeg med til at forhandle en revideret aftale om amerikanske baser i Grønland, og besøgte i den anledning Grønland adskillige gange sammen med de amerikanske forhandlere fra Pentagon. Og 2004-07 var jeg ambassadør i Kina. Her følger så mine kommentarer.

I den aktuelle situation synes jeg, som Uffe Ellemann, at 12 millioner dollar er et latterligt lavt beløb. Det kan kineserne let overmatche. De 12 millioner skal gå til amerikanske konsulenter, som skal rådgive om dette og hint. Det eneste fornuftige er, at der også er studielegater til unge grønlænderes studier i USA. Også på dette punkt ser man et forsøg på at sætte en kile ind mellem Grønland og Danmark. De 12 millioner dollar – en engangsydelse – kan i øvrigt passende sammenlignes med det danske bloktilskud til Grønland på ca. 560 millioner dollar – ikke som en engangsydelse, men om året.

Senere er det kommet frem, nemlig i Berlingske den 20. maj 2020, at de 12 millioner doller kun er en begyndelse. Det fremgår af et referat fra et pressemøde i det amerikanske udenrigsministerium, hvor to statssekretærer, R. Fannon fra Udenrigsministeriet og Michael Murphy fra Forsvarsministeriet, præsenterede en ny amerikansk strategi. Pressemødet var indkaldt under overskriften: ”På vej til Nuuk. Økonomisk Samarbejde”. Det handlede specifikt om Grønland.

Det er endnu en kile i det dansk-grønlandske forhold, eller skal man gå så vidt at sige, at amerikanerne har givet Danmark ”en pind i øjet”?

Det fremkom i samme pressemøde, at USA definerer, hvad Grønland har brug for, nemlig dette og hint, som USA så gerne vil bistå dem med. Ud over minedrift, som USA har særlig ekspertise i, sagde de, har Grønland brug for hjælp til at udvikle økonomien, hvordan man minimerer enhver risiko, og sågar også skatteforhold og andre presserende grønlandske ”behov”.

Disse initiativer til at hjælpe Grønland med det, USA mener Grønland har brug for, blegner i forhold til den servicekontrakt Pentagon havde med det dansk/grønlandske selskab Greenland Contractors. Denne kontrakt er ikke på 12 millioner dollar men på 400 millioner dollar! Det er aftalt for mange år siden, at netop denne kontrakt skal varetages af dansk/grønlandske virksomheder, som en modydelse for Thule-basen. Men da den skulle fornys i 2017, blev kontrakten givet til et amerikansk selskab, Vector Services, som i sagens anledning oprettede et danskregistreret selskab. Vupti!

En af konsulentopgaverne er, at USA vil hjælpe grønlænderne med at udvinde sjældne jordarter. Den amerikanske erfaring på dette område er så vidt jeg ved nul komma nul. Kineserne sidder på det hele, også forekomsterne i Australien, og er i øvrigt allerede i Grønland for at hjælpe med lige netop det, udvinding af sjældne jordarter. En kinesisk virksomhed fik allerede i 2008 licens til minedrift i Grønland, og i 2016 købte en kinesisk virksomhed 12,5 % af Greenland Minerals and Energy (GME). Det er hensigten, at den kinesiske andel forhøjes, når projektet om udvinding af sjældne jordarter er oppe at køre, kan man læse i en ny rapport fra DIIS. Men først skal de sjældne jordarter findes. Det har Kina erfaring med.

Det er i øvrigt værd at lægge mærke til, at kineserne meget smart laver aftaler via en kinesisk virksomhed, og gerne med ikke-statslige aftalepartnere. Det er altså ikke folkeretlige aftaler, men privatretlige, og det åbner porten til at løbe uden om regeringen, i Grønlands tilfælde både den danske og den grønlandske regering.En kinesisk virksomhed indgik som sagt en aftale med en virksomhed, nemlig GME, som er et australsk selskab, som leder efter mineraler i Grønland. Samme fremgangsmåde bruger kineserne ofte, f.eks. i Afrika.

Min sidste kommentar er, at det var dumt, at Danmark har accepteret oprettelse af et amerikansk konsulat i Grønland, hvis Danmark altså har accepteret det. Den direkte kontakt med grønlandske myndigheder ligner igen en kile mellem Grønland og Danmark. Det kan blive ganske svært at sige nej til kineserne, hvis de også gerne vil åbne et konsulat i Grønland. I dag dækkes Grønland og det arktiske område fra den store kinesiske ambassade i Reykjavik. Det kan også blive svært at sige nej, hvis Rusland vil åbne et konsulat i Grønland.

Hvad tænker Danmark??

Man kan have mistanke om, at Grønland på egen hånd forhandlede med USA om ”hjælpepakke” og konsulat. Udenrigsminister Jeppe Kofoed sagde 27. april til Berlingske, at han er tilfreds med aftalen, men ”ja, vi har ikke været så meget inde i forhandlingerne om det. Vi blev første gang orienteret om det i januar 2020”. Grønland kan ikke indgå folkeretlige aftaler med fremmede magter. Det kan kun regeringen på vegne af Rigsfællesskabet, men gør det kun – hvis en aftale specifikt vedrører Grønland – med samtykke fra grønlandske myndigheder.

Uffe Ellemann-Jensen skrev i sin bog ”Som blad i høst”, at hvis der opstår et sikkerhedspolitisk vakuum i Arktis, kunne andre tænkes at udfylde det. ”Rusland og Kina kunne føle sig fristet – USA og Canada kunne føle sig tvunget. Det er Danmarks vigtigste sikkerhedspolitiske opgave inden for Rigsfællesskabet at sikre, at dette ikke sker”, skrev Uffe Ellemann.

Det har han ret i. Desværre. Grønland og Danmark er klemt af de store magter. USA får det nok, som de vil have det.

 

Se også Den gule fare – Kina og USA, med Europa på sidelinjen. Marts 2020.

 Se også USA vil sætte sig på Grønland – før kineserne gør det. November 2019.

 

 

Del