Made in China – tur/retur

Dansk-Kinesisk forening har bedt mig skrive om min tid i Kina, nemlig da jeg blev født i 1948 og da jeg var ambassadør i Kina fra 2004 til 2007. Deraf følger titlen, Made in China – tur/retur. Artiklen har været bragt i foreningens blad, Kinabladet. For den interesserede kan jeg henvise til foreningens hjemmeside, hvor artiklen vil blive optaget om nogle måneder: http://www.dansk-kinesisk.dk/

 

Af Laurids Mikaelsen.

Missionærbarn og tidligere dansk ambassadør i Kina.

Den 21. april 2020. Offentliggjort i Kinabladet no. 82, den 2. april 2020.

Made in China

Mange ved, at der var danske missionærer i Kina før 2. verdenskrig, og dermed også før den kinesiske borgerkrig. Men mange ved ikke, at der også var danske missionærer i Kina efter anden verdenskrig. Det var der.

Den 23. marts 1946 rejste en gruppe danske missionærer til Californien for at få sprogundervisning og – for lægernes vedkommende – undervisning i tropemedicin og kinesisk lægekunst, baseret på urtemedicin og akupunktur. Udsendelsesgudstjenesten blev holdt i Københavns Domkirke den 8. marts 1946. Det var en stor begivenhed så hurtigt efter krigen at sende 7 unge missionærer til Kina. Danske og andre missionærer i Kina var rejst hjem før eller under krigen.

Med i den gruppe af nye missionærer var min far og mor, Dr. S.E. Mikaelsen og hans kone Anna. Det var min far, som var ”formand” for hele gruppen, og derfor var det også ham, som talte ved udsendelsen i Københavns Domkirke. Min far var 31 år, de andre af samme alder.

Efter et år i Californien rejste de unge missionærer til Kina. De landede i Shanghai ved Peace Hotel på The Bond. Mange danske turister i Kina ved nøjagtigt, hvor det er. Det var den 3. april 1947. Derfra gik turen med fly til Peking, hvor yderligere sprogundervisning ventede. Rejsen med fly var nødvendig på grund af borgerkrigen. Fra Peking gik rejsen til det centrale Kina, hvor jeg blev født den 9. juni 1948 på det amerikanske missionshospital, som min far nu var blevet leder af. Amerikanerne var rejst hjem.

Chiang Kai-check

Sommeren 1948 flygtede de fleste vesterlændinge fra den ulidelige varme og op på bjerget Lushan. Der blev jeg døbt. Den danske historiker, Simon Gjerø, beretter i bogen ”Kaldet til Kina”, at der var fint besøg den dag, jeg blev døbt. Chiang Kai-check og Madame Chiang Kai-shek, som var kristne, var til stede på bjerget.

På bjerget, 1.300 m over det omgivende flodland ved Yangtze, havde Chiang en sommerbolig. Den blev overtaget af Mao i forbindelse med  revolutionen. Jeg har selv været der, og har siddet i Mao’ stol. Eller skal vi sige Chiang Kai-check’s stol?

Hvordan har det kommunistiske styre det med religioner i dag? Enhver turist i Kina har set de mange templer, hvor de fleste er buddhistiske, andre er daoistiske, og så er der endda også gamle templer til ære for Confucius, selv om confucianisme ikke er en religion, men snarere en form for filosofi, som opsætter leveregler for det enkelte individ, for de kinesiske familier og for samfundet i bredere forstand. Desuden dyrker kineserne forfædrene, typisk ved et lille alter i hjemmet. Det er kort sagt en sammenblanding af flere religioner og filosofier, en form for pragmatisme, som ofte er blevet kaldt den kinesiske folkereligion.

Da lillebror Laurids blev døbt på bjerget Lushan

 

Møde med kinesisk sygeplejerske da min far var chef for hospitalet i Jiujiang

Også kristendom har en plads i denne palet. Der er kirker i det moderne Kina, nye bygges op og andre jævnes med jorden. Den kristne kirke, Golden Lampstand i Shanxi provinsen blev den 9. januar 2018 sprængt i stumper og stykker.

Tiden 1948-49

I 1949 var borgerkrigen overstået. Når kommunisterne vandt borgerkrigen, skyldtes det i høj grad, at de var veldisciplinerede og havde en hæderlig og effektiv administration i de dele af Kina, hvor de havde magten. Det var navnlig de områder, som Japan havde besat under 2. verdenskrig. Men under krigen med Japan dukkede kommunisterne sig. De sparede kræfter og rekrutterede soldater til kampen mod nationalisterne.

Udgangspunktet var dårligt, et stærkt forarmet Kina. Kina havde ganske vist i mere end tusind år været verdens største økonomi, men det var sat over styr. Kina var i 1949 et uland i den absolut tungeste ende af skalaen.

Næsten ingen kunne læse og skrive, bortset fra eliten. I store dele af landet var der ingen skoler, og uddannelse i bredere forstand var der ikke noget af. Der var heller ikke et sundhedssystem med læger og hospitaler.

Kineserne var små af vækst og levede ikke længe. Gennemsnitslevealderen for mænd var under 60 år, og de var i gennemsnit kun 160 cm. høje. Kvindernes levetid var lavere, og det var deres højde også.

Det moderne Kina har mange danskere besøgt, og mange forbavses over den hast, hvormed landet udvikles. Nye og højere bygninger i byerne, højhastighedstog mellem byerne, forretninger og forbrug, som ligner vores i den vestlige verden. Det så ganske anderledes ud i 1949 for kun 70 år siden.

Tur

I sommeren 1949, efter at Chiang Kai-check var flygtet til Taiwan, flygtede mine forældre også, denne gang med tre børn. De fulgtes med andre danske missionærer fra gruppen, og forlod som de sidste missionærer Kina.

Det blev for mig den første store rejse, først gennem det centrale og det vestlige Kina til Hong Kong, og derfra til Danmark. I slutningen af juni 1949 blev familien med en lille gruppe danske ledsagere hentet ud af Kina i et amerikansk specialfly. Flyet hentede gruppen i Liuchow i det sydvestlige hjørne af Kina.

Fra Liuchow kom familien til Hong Kong, og derfra med et ØK skib til Europa og endelig til Danmark med ankomst den 18. oktober 1949. Det var min første lange rejse, min første tur til Danmark.

Det var i øvrigt ikke en given sag, at familien skulle til Danmark. Under opholdet i Hong Kong undersøgte min far, om det skulle være Danmark eller USA, hvor de kom fra, som skulle være den næste destination. Opholdet i Kina havde medført gældsstiftelse, så nu var det spørgsmålet, hvor gælden hurtigst kunne høvles af. Det blev en lægepraksis i Jylland.

I 1976 blev jeg ansat i den danske udenrigstjeneste. Jeg har forhandlet på vegne af Danmark i EU, FN, Europarådet mv. Og før min udsendelse til Kina havde jeg bestridt flere udeposter, nemlig Bruxelles (EU), USA og Polen. Senere blev det så Kina og Litauen, de tre sidstnævnte som ambassadør. Fra Kina var jeg sideløbende ambassadør i Nordkorea og Mongoliet.

Retur

Og så kommer 2. halvleg, altså min genkomst til Kina som Danmarks ambassadør. Jeg var ambassadør i Polen, da udenrigsministeriet ringede mig op for at meddele, at regeringen ville have mig udnævnt til ambassadør i Kina. Formelt kunne jeg have sagt ”nej tak”, men mit svar lød: ”Min kone siger ja, og jeg siger ja tak”. Det var i 2004. Rejsen gik for bagagens vedkommende i en container direkte fra Polen til Kina, mens vi rejste via Danmark og med fly til Kina.

Gensyn med mit fødested, hvor min far var chef for hospitalet i Jiujiang, da jeg blev født 9. juni 1948

Det blev en fantastisk periode i vores liv, indtil vi i 2007 rejste videre til Vilnius. Der kom store bølger af besøgende danske delegationer, fra kongehuset, regeringen, folketinget, folketingsudvalg, erhvervsdelegationer mv., og de skulle naturligvis betjenes af ambassaden, som forberedte og gennemførte programmerne. De fleste delegationer rejste rundt i Kina til mange spændende destinationer i en uge eller mere, når de nu var kommet den lange vej til Kina. Og ambassadøren rejste altid med. Jeg kom ofte hjem fra en rejse for at få stukket en stak papirer i hånden om den næste delegation, som ankom samme dag eller dagen efter.

Et par tilbageblik på kongehusets besøg i Kina: Prins Henrik kom flere gange, uden dronningen, men med store delegationer. Han elskede Kina. En dag, mens vi sejlede på Yangtze-floden, fortalte han mig, at han som ung fransk diplomat var blevet stillet i udsigt, at han kunne blive ambassadør i Mongoliet. ”Men så mødte jeg dronningen”. Jeg sagde, at vi sagtens kunne forberede et besøg for prinsen i Mongoliet. Det gjorde vi så, men rejsen blev aflyst i sidste øjeblik, fordi prinsen gled ned af en lejder på kongeskibet Dannebrog og måtte indlægges. Det skete kort før det planlagte besøg, og da jeg kom til Mongoliet, uden prins, stod der på forsiden af den største avis i Mongoliet ”Wellcome Your Royal Highness the Prince Consort of Denmark”.

Et andet typisk besøg var af Prisesse Alexandra, som var i Kina med to fjernsynshold, DR1 og TV2. Den ene kanal lavede et program om danske luksusvarer i Kina, den anden om små danske virksomheder i Kina. Rejsen gav et samlet dynamisk billede af dansk erhvervsliv i Kina, og hvordan et kongeligt besøg kan hjælpe med opmærksomhed om en virksomhed eller et dansk brand. I Shanghai åbnede prinsessen den først B&O-butik i Kina og en dansk InWear butik med smart dansk dametøj. Begge begivenheder blev dækket intensivt af kinesisk presse, herunder tv-kanaler, så B&O’s og InWears brands blev med et slag kendt i Kina.

Besøg ved dåbskirken på bjerget Lushan

Som ambassadør havde jeg mange andre rejser rundt i Kina. Jeg har f.eks. åbnet fjernvarmeprojekter i Harbin, finansieret af Danida, og vindmølleparker, f.eks. i Yantai, også finansieret af Danida. Jeg har åbnet stribevis af danske investeringer i Kina, f.eks. nye fabrikker for Vestas, Novozymes, Danfoss, Mærsk mv.

Det lyder ligetil med en delegationsrejse. Det er det ikke. Ambassaden tilrettelagde og gennemførte f.eks. et besøg af udenrigsminister Per Stig Møller og miljø- og klimaminister Connie Hedegaard. A piece of cake? Nej. Der var en stor pressedelegation med, hvor hver enkelt journalist kunne vælge imellem at følge Per Stig Møllers program eller Connie Hedegaards program. Og de to ministre havde hver en delegation af erhvervsvirksomheder med, store danske virksomheder, som hver især forventede at få synlighed i Kina. Der skulle store styrker med fra ambassaden og generalkonsulaterne i Kina, danske diplomater og kinesiske lokalansatte. Kinesere? Ja, hvem skulle ellers oversætte samtalerne, bestille busser, aftale ankomst- og afgangstider, frokost – eller ikke – med de forskellige værter, myndigheder, virksomheder mv.

Det er en sag for diplomatiet, lyder det ofte. Men er det altid en dans på de bonede gulve? Absolut ikke. Da jeg var ambassadør i Kina, var jeg ved siden af ambassadør i Mongoliet og Nordkorea. Min første rejse til Nordkorea for at aflevere min fuldmagt fra Dronningen blev lidt af et mareridt. Man kan ikke tage mobiltelefon med, og det er direkte tåbeligt at medbringe computer og papirer. Skæbnen ville, at Nordkorea havde afprøvet den første atombombe. EU havde i den anledning formuleret en skarp fordømmelse, og havde tilføjet, at hvor første lejlighed dukkede op, skulle denne fordømmelse fremføres direkte over for de nordkoreanske ledere.

Det tilfaldt mig at fremføre EU’s kritik. Sammen med ambassaderåden rejste jeg til Pyongyang, havde lært den lange udtalelse udenad, ikke medbragt papirer osv. Ved selve ceremonien sagde jeg til ambassaderåden, at ”jeg fyrer det hele af med det samme. Det er ikke sikkert, at jeg får ordet igen”. Som sagt, så gjort. Da jeg var ved at være igennem de mange punkter, rejste nordkoreanerne sig op og gik truende over mod os. Jeg sagde til ambassaderåden ”nu får vi tæsk”, men det gik heldigvis ikke så vidt. Vi blev redet af H.C. Andersen. Nummer to i det nordkoreanske hierarki, som modtog fuldmagten fra Dronningen, var en stor beundrer af H.C. Andersen. Han ville gerne besøge Odense.

Sidste gang jeg var i Nordkorea for at sige farvel og ”tak”, fik jeg om natten besøg i min hotelsuite. Jeg hørte, at nogen kom ind, men lod som om jeg sov. Jeg kunne høre, at bagage og diverse skuffer og skabe i suiten blev undersøgt. De fandt ikke noget, for der var ikke noget at finde.

 

Laurids Mikaelsen er forfatter til bogen Religion på kinesisk, der kan erhverves for 100 kr. plus porto ved henvendelse til kontakt@lauridsmikaelsen.com.

Han har desuden skrevet en lang række artikler om Kina, og holder løbende foredrag.

Laurids Mikaelsens artikler kan findes på hjemmesiden:http://www.lauridsmikaelsen.com

 

Se også “Anmeldelse af “Religion på kinesisk“. September 2019.

Se også “Missionærbarn og tidligere Kina-ambassadør bag ny bog om trosliv i Kina“. Juni 2019.

Se også “En ambassadør Krydser sit spor“. Maj. 2018.

 

 

 

.

 

 

 

 

Del