USA i Afrika. USA er for sent ude. Økonomi, politik, Corona.

Kina dominerer bistanden til Afrika. Og Kina har sendt coronahjælp i stor stil. De traditionelle vestlige donorer, herunder USA, er rådvilde. Hvad kan der gøres ved det? USA og Europa, herunder Danmark, har travlt med at passe på sig selv. Her ser vi på Kina i Afrika og USA i Afrika.

Af Laurids Mikaelsen.

Den 9. april 2020.

Kina er den dominerende udenlandske magt i Afrika. Sådan har det været længe. Den unge afrikanske elite har i årevis i stort tal fået deres uddannelse i Kina. Gratis undervisning på kinesiske universiteter. Og derfor taler de kinesisk. Så engelsk og fransk har fået konkurrence som fælles fremmedsprog i Afrika, kinesisk. Det siges, at når afrikanske regeringer, organisationer og videnskabsmænd mødes, vil samtalen ofte forgå på kinesisk. Også i disse tider med Corona rejser i tusindvis til undervisning i Kina, og det kunne være en hurtig smittevej, men sådan ser det ikke ud.

Den mest udbredte taxa i Afrika. Kinesiske Lifan

I alle afrikanske lande er Kina til stede. Det er ikke tilfældigt, at den mest udbredte taxa i Afrika er den kinesiske bil, Lifan. Og den billige Lifan MC er også meget populær.

Også USA har udsendt personel til alle 54 lande. Mens kineserne er der som forretningsfolk, investorer, entreprenører og sundhedspersonel, er USA i Afrika som militær magt. Lad os se lidt mere på det.

Kina har bygget havne, jernbaner, motorveje, lufthavne mv., altså kort sagt basal infrastruktur. Det sker med kinesiske ingeniører og kinesisk arbejdskraft, men efterlader dog den infrastruktur, som kan være med til at binde Afrika sammen. Øst-vest jernbaner og nord-syd jernbaner – bygget med kinesisk bistand – giver nye muligheder for eksport ud af Afrika, men vigtigere er det nok, at afrikanske lande i højere grad end før kan handle med hinanden.

Mange af disse projekter i Afrika er finansieret med kinesiske lån. De afrikanske lande har derfor en stor gældsbyrde. F.eks. skylder Kenya 6,6 mia. USD til Kina. For et par uger siden bad afrikanske finansministre om gældeftergivelse på grund af økonomiens kollaps som følge af corona-krisen. Kina har ikke svaret, og det har i øvrigt Europa og USA heller ikke. USA og – i mindre grad – Europa frygter, at svagheden i Europa og USA udnyttes af kinesiske virksomheder til at foretage (billige) opkøb af virksomheder verden over, altså også i Afrika.

Kineserne bistår også med opbygning af den private sektor i Afrika, fabrikker mv. Det sker oftest med kinesiske direktører og med kinesiske ingeniører og andre eksperter, men efterlader dog tusindvis af arbejdspladser til de lokale afrikanere. Også USA og Europa investerer i Afrika (Foreign Direct Investment), dog i mindre skala, og endnu mindre her under corona-krisen. Også samhandelen vokser, men igen er USA i Afrika bagud. I 2018 var den afrikanske samhandel med Kina 208 mia. USD og 41 mia. med USA. Globaliseringen er kommet til Afrika.

Slumområde i Kenya

Ingen ved, hvordan det ser ud med coronaen i Afrika i dag, men mange eksperter forventer, at epidemien vil eksplodere, og – via de nye infrastrukturer – sprede sig til hele Afrika og andre dele af verden, selvfølgelig også til Asien, Europa og Amerika. Det er en af globaliseringens bagsider. Coronaens første epicenter er flyttet fra Kina, og nye epicentre er dukket op i Europa og USA, Norditalien og New York, og senere – helt sikkert – også i Afrika.

Indtil videre er der få registrerede tilfælde i Afrika, i midten af marts måned var der kun 44 i alt, i mange afrikanske lande kun ganske få, 1-5. Men det kan eksplodere, navnlig hvis den bryder ud i de mange slumkvarterer. Sundhedsvæsenet er næsten

Børn i slumkvarter i Kenya

ikke eksisterende og der tages ikke mange prøver. Så det såkaldte mørketal er formentlig gigantisk.

Corona-epidemien kalder på forøget bistand til de fattige lande, siger FN, UNICEF og humanitære institutioner. Kina har leveret massevis af containere med beskyttelsesudstyr, bl.a. til Afrika. Danmarks udviklingsminister har bevilget 1 milliard kr. til Afrika med henblik på at bekæmpe corona. Men Donald Trump har forbudt eksport af værnemidler fra USA, og har endda beslaglagt en sending værnemidler købt af Tyskland. Tyskland kalder det ”pirateri”.

Kina benytter corona-epidemien til at vinde ny international styrke i stormagtskampen med USA. Kina fordeler beskyttelsesudstyr til udviklingslande, men også til f.eks. USA. Kineserne har åbnet en veritabel luftbro fra Kina til New York. Snesevis af fly leverer masker, handsker, beskyttelsesdragter, termometre mv. til USA. Alt i alt ser det lidt ydmygende ud for USA: Kinesisk aktivisme og amerikansk passivitet. Især i udviklingslandene, herunder Afrika. USA i Afrika spiller ingen rolle, når det gælder bekæmpelse af coronavirus.

Men Kina og de afrikanske lande vil også lide under den økonomiske afmatning i halen af coronaen. I Kenya – f.eks. – udgør turismen ca. 10 % af GDP. I dag er det nul. Og IMF har inden for de seneste uger åbnet programmer for Ghana, Gambia, Somalia og andre lande, altså også i Afrika. De afrikanske lande bløder under økonomiens afmatning.

Hvad er det der sker? Hvis man skulle udtrykke det på Donald Trumpsk: Kina har stjålet den internationale Afrika-dagsorden. Donald Trump holder lav profil for USA i Afrika. Også Europa er sejlet agterud.

Men Trumps USA har dog en Afrika-strategi. Den er forholdsvis ny, nemlig fra december 2018. Men allerede da den blev fremlagt af John Bolton, præsident Trumps daværende sikkerhedsrådgiver, var det klart, at strategien var vendt mod Kina. Kina blev nævnt hele 15 gange i talen, som altså handlede om USA i Afrika.

Der var flere elementer i planen. USA ville udvikle handlen med afrikanske lande og øge amerikanske investeringer i Afrika, bekæmpe islamisk terrorisme i Afrika og sikre effektiv anvendelse af den amerikanske udviklingsbistand til Afrika. Det er der ikke kommet så meget ud af. Talen er i USA – med rette – blevet udlagt som en del af den amerikanske strategi for inddæmning af Kina. På det militære område var talen måske mere vendt imod Rusland.

Militærinstruktion i Sierra Leone

USA har i de seneste år været involveret i mere end 30 militære operationer i Afrika. Det kræver tilstedeværelse med militært personel fra USA. Hovedkvarteret for amerikanske militære operationer i Afrika ligger i Stuttgart i Tyskland, men i Afrika har USA næsten 50 militærbaser. Antallet af amerikanske elitesoldater i Afrika er i de seneste år steget voldsomt. Fra 2006 til 2010 med 600 % og fra 2010 til 2016 med mere end 1.000 %. I Afrika konkurrerer USA med Rusland, som i august 2019 underskrev militære aftaler med 20 afrikanske lande.

Kina har ingen militære aktiviteter i Afrika, bortset fra en flådebase i Djibouti, altså ved Afrikas Horn. Den er der for at beskytte de internationale søveje. Pudsigt nok ligger den lige ved siden af en amerikansk flådebase, som er der med nøjagtigt den samme mission, altså beskyttelse af internationale skibsruter.

Xi Jinping med afrikanske præsidenter

I Afrika er Kinas indsats økonomisk og politisk, men ikke militær. USA’s indsats er langt overvejende militær. I midten af februar 2020 var udenrigsminister Mike Pompeo på sit første besøg i Afrika efter to år som amerikansk udenrigsminister. Ledende repræsentanter for Kina er i Afrika mange gange hvert år, og Kinas præsident, Xi Jinping, har hvert år et møde med alle afrikanske præsidenter, hvert andet år i Afrika, hver andet i Kina.

Hvis USA i Afrika vil matche Kinas indflydelse, kan man spørge, om USA har gjort for lidt, for sent? Ja, sådan ser det ud.

 

 

Se også ”EU og Afrika. EU er for sent ude”. September 2018.

Se også ”USA vil sætte sig på Grønland – før kineserne gør det”. November 2019.

 

Del