Globaliseringen kræver samarbejde – ikke splid

På min hjemmeside, når der lukkes op for forsiden, toner mit navn op fra baggrunden sammen med hjemmesidens motto. Navn og motto rykker fra baggrunden hurtigt frem mod læseren. Mottoet for mine skriverier om Kina lyder: ”Kina, USA og Europa – hvis vi forstår hinanden og samarbejder, kan vi alle opnå meget mere”. Se min hjemmeside her:  http://www.lauridsmikaelsen.com

 

Af Laurids Mikaelsen, fhv. ambassadør i bl.a. Kina.

Den 26. februar 2020. Revideret 6. marts 2020.

Kineserne har noget, som de kalder ”win-win”. Det betyder, at en aftale kun er god, hvis den er god for begge parter. En forhandling og en aftale, er ikke et nulsums-spil, hvor den ene på grund af styrke løber med det meste af kagen. Det er den amerikanske handelskrig mod Kina et eksempel på. USA sanktionerer for på den måde at få Kina til at give efter, men kineserne vil ikke indgå en aftale, som ikke er en ”win-win”-aftale, altså én, hvor Kina også får noget.

Win-win” minder om mottoet på min hjemmeside.

Weekendavisen bragte den 3. januar 2020 et langt interview med Kishore Mahbubani. Han er inder og en af Asiens prominente deltagere i debatten om den nye verdensorden, hvor navnlig Kina og Indien rykker frem i forreste række. Han er tilknyttet universitetet i Singapore, og har tidligere været diplomat.

Mahbubani’s vigtigste budskab er, at det eneste rigtige for Europa og USA er at samarbejde. Det er navnlig vigtigt for Europa. Vi kommer ikke uden om Kina, vi kan ikke dukke os. Kina og Indien var de politiske og økonomiske supermagter fra år 1 til 1820, og er ved at blive det igen efter 200 år langt nede på ranglisten, siger han.

Europa bør som Kina gå i front med at støtte udviklingen af Afrika. Det er bedre at eksportere arbejdspladser til Afrika, end at risikere at blive løbet over ende af immigranter fra Afrika, siger Mahbubani. Kommer der en flodbølge af fattige fra Afrika bliver det til Europa og ikke til Kina eller USA. Det er geografien som bestemmer det. Den bølge kan kun udvikling i Afrika med kinesisk og europæisk bistand stoppe.

Mahbubanis hovedkonklusion er, at den ”gule fare” ikke er noget, som vi i Europa skal være bekymrede over.

Med dette som udgangspunkt ser vi i denne artikel på spørgsmålet, er det bedre at samarbejde med Kina end at bekæmpe Kina, navnlig set fra et europæisk perspektiv? Præsident Donald Trump opfordrer Europa til at stå skulder ved skulder med USA i bekæmpelsen af Kina. Europæiske ledere tøver heldigvis. Vi kan lige så godt vende os til, at kineserne rykker frem på banen. Det kan vi ikke forhindre, så er det i det lys bedre at samarbejde eller hvad?

I Vesten mener mange, at der er meget at holde øje med i Kina. F.eks. siger Human Rights Watch meget om det. Og når Kina og EU holder topmøde i efteråret 2020 skal EU stå sammen, og ikke lade Kina slå kiler ind mellem medlemslandene. Del og hersk. Men når vi holder øje med Kina, er det primært situationen i Kina, ikke i udlandet. Som bekendt er Kineserne meget ønskindede, når det gælder omverdenens kritik af forhold i Kina.

 

 

Kinas økonomi er i færd med at overhale USA’s økonomi, men USA’s GDP per hoved er stadig Kinas langt overlegent.

Donald Trump har som bekendt indledt en handelskrig mod Kina (og til dels Europa, senest med en toldforhøjelse på Airbus fly fra 10 til 15%), men Europa deltager ikke i handelskrigen mod Kina. Tvært imod lukrerer både Kina og Europa på øget samhandel i takt med at Kinas samhandel med USA skrumper.

Handelskrigen vil ikke være afviklet før det amerikanske præsidentvalg 3. november. Og imens er det de amerikanske forbrugere og virksomheder, som betaler regningen. En god del af de varer, som er ramt med amerikansk straftold, er amerikanske produkter, som amerikanske virksomheder producerer i Kina og sender hjem til USA.

Trump bliver ved med at sige, at Kina stjæler amerikansk teknologi. Det er der nok noget om, og på det punkt er der nogen i  Europa, som argumenterer for, at Europa skal gå med USA. Det er dog endnu ikke sket. Og i takt med, at kinesiske virksomheder bliver bedre til at udvikle nye produkter og effektive produktionsformer, vil tyverierne aftage. Kina er i dag suverænt nummer ét i verden hvad angår nye patenter.

Kina arbejder på at blive stærkere militært. Indtil videre er det klart, at Kina slet ikke kan hamle op med USA. Læg mærke til, at det kun er USA, – ikke Europa – som der tænkes på her. Europa kunne ikke drømme om at føre krig mod Kina i Asien for at bistå USA, og Kina kunne slet ikke tænkes at føre krig i Europa. Heller ikke som makker til Rusland.

Kinesiske soldater på øvelse i Rusland

Jeg spurgte ved en konference en højtstående kinesisk general, om Kina og Rusland er allierede? Jeg henviste til fælles militærøvelser i Østersøen og i Sibirien. ”Vi er ikke allierede – men vi samarbejder om forskellige øvelser”, lød svaret.

USA overgår langt Kina i rå militær styrke. Og det er værd at lægge mærke til, at Kinas militære strategier er defensive og (endnu) ikke offensive.

Det ser man i Det Sydkinesiske Hav og i farvandene omkring Den Koreanske Halvø. Her ligger adskillige amerikanske flåder for at beskytte Sydkorea, men de ligger meget tæt på Kina.

 

Ved Afrikas Horn er Kina til stede med en flådebase i Djibouti og en betydelig marin slagstyrke. Men det er USA også. Men også her er den kinesiske tilstedeværelse defensiv. USA kan strangulere Kina ved at lukke søvejene til Kina, Det Sydkinesiske Hav”, stræderne ved Singapore, Hormuz-strædet, som er indsejlingen til Det Persiske Hav, og porten til Europa, nemlig basen i Djibouti og indsejlingen til Det Røde Hav.

Læg mærke til, at Europa ikke spiller sammen med USA i disse trusler mod Kina.

Vinder amerikansk demokrati over kinesisk kommunisme? Det tror jeg ikke USA skal regne med. Også på denne front deltager Europa ikke. EU kritiserer manglen på menneskerettigheder i Kina, men går ikke efter at omstyrte samfundsordenen, sådan som USA gør.

Men vil det lykkes? Svaret er nej. Kina lader sig ikke presse til noget som helst.

Det er fremgået ovenfor, at samarbejde og gensidig forståelse for, at globaliseringen kan gøre os alle rigere, USA, Kina og Europa. Men det virker ikke. Det er især USA, som i praksis viser de to andre, Kina og Europa, mistillid. Samtidig giver samarbejdet mellem Kina og Europa begge parter medvind. Altså “win-win”.

Imens Tordner USA mod Kina, også Kinas styreform, kommunisme. På det seneste er også Europa kommet i Donald Trump”s kikkert, Airbus fly, tyske biler og fransk vin.

Og så er det i øvrigt sådan, at Kina ikke blander sig i, hvordan andre indretter samfundet, og andre skal ikke blande sig i, hvordan Kina styrer Riget i Midten.

Sammenfatter vi herefter, er der meget som tyder på, at Europa ikke for alvor har grund til at frygte “Den gule fare”, Kina. Det har USA.

 

 Se også: USA’s handelskrig – kan Kina stå for mosten? Juli 2020.

 Se også: Handelskrigen mellem USA og Kina: Har Donald Trump en plan? December 2018.

 Se også: USA og Kina – handelskrigen. Oktober 2018.

 

 

Del