Kina anno 2049

Lad os forestille os, at vi står i 2049 og ser tilbage. Kina har netop fejret 100-året for Folkerepublikken Kina. Den 1. oktober 1949 bekendtgjorde den gamle landsfader, Mao Zedong, at revolutionen var gennemført, og at Kina var blevet et kommunistisk land.

Af Laurids Mikaelsen, fhv. ambassadør i Kina. 

Den 24. oktober 2019.

Fejringen af fødselsdagen har været en naturlig anledning til, at Kina – og resten af verden – har taget bestik af, hvordan det er lykkedes at udvikle et ludfattigt bondesamfund til det Kina, som vi kender i dag. Kina har jo længe været den førende magt, navnlig økonomisk, men også politisk. 

Festfyrværkeri på Den Himmelske Freds Plads

G5 mødet i september i New Delhi havde lejlighed til at gøre status over udviklingen i Kina. Kina og de fire andre største økonomier, Indien, Brasilien, Nigeria og Sydafrika mødes hvert kvartal for at drøfte verdensøkonomien. De fem lande er også ledende i FN’s Globaliseringsråd, og for at sikre den fulde koordination mellem de to enheder, er det Globaliseringsrådets generalsekretær, Wu Jintao, og hans sekretariat, som også bistår G5-landene i forberedelse, gennemførelse, og implementering af G5’s beslutninger.

Sådan har det været de sidste 20 år, hvor det lykkedes at feje de gamle magter, USA, England, Japan, Canada og andre ubetydelige lande ud af det som hed G7, senere G8 og G9.  Det var samtidigt med, at det håbløst forældede WTO blev kasseret og erstattet af det langt mere effektive Globaliseringsråd. Globaliseringsrådet og dets underorganer har skabt en langt stærkere understøttelse af den liberale verdensorden, bl.a. med langt hurtigere regler om konfliktløsning.

Det har været helt afgørende, at Kontrolmyndigheden, som refererer direkte til Globaliseringsrådets topmøder, har fået overnationale beføjelser og derfor af egen kraft kan gribe ind, selv om der ingen klager er. Det har forhindret beskidte aftaler mellem lande eller endda mellem verdensomklamrende virksomheder, hvis der skabes en kartellignende fordeling af verdens forskellige markeder.

Kontrolmyndigheden kan også af egen kraft forhindre fusionering af store virksomheder, alt sammen for at beskytte den globale frihandel, som Kina går stærkt ind for.

Det har alt sammen været med til at udvikle Kina og andre liberale lande, men har også bidraget til, at de statsstyrede økonomier, f.eks. USA, ikke har kunnet gøre som tidligere, nemlig blande sig i andre landes gøren og laden med uendelige trusler om bål og brand, især med sanktioner på de økonomiske relationer, men også de sikkerhedspolitiske. Det er der effektivt sat en stopper for.

Kinesisk har for længst erstattet engelsk som verdens fællessprog, og de fleste følger nu dagligt Kinas Gloable TV-Netværk og har erstatte fasebook og twitter med weibo som instrumentet til menneskelige relationer.

For 25 år siden vandt Kina handelskrigen med USA, som daværende præsident, Donald Trump, personligt havde iværksat. Og siden da er USA raslet ned ad listen over de største økonomier i verden. Det er for tidligt at vurdere, hvordan Europistan vil udvikle sig, efter at de europæiske lande for fem år siden lod sig smelte sammen til ét land. Men Europistan er indtil videre under USA på listen.

Præsident Trump nåede i sine 10 år som præsident også at køre NATO i sænk. Det samme var tilfældet med USA’s forsvarsaftaler med Korea, Taiwan, Japan og andre.

For 30 år siden kæmpede Kina også mod den demografiske udvikling, nemlig at befolkningen blev ældre og ældre. Det er vendt nu, især fordi præsident Wang i 2028 indførte flere-børns-politikken, nemlig at de unge skulle føde det første barn før de blev 24 og det andet barn før de blev 30, men derefter med den gulerod, at der ville falde store fødepræmier ved det tredje barn osv. Kina vrimler nu med små børn.

Kineserne bliver også ældre og ældre, og kan derfor bidrage til den økonomiske udvikling langt mere end tidligere. Kineserne lever sundt. Den gennemsnitlige levealder for kvinder er nu 104 år, og for mænd 97 år. Pensionsalderen er derfor den ene gang efter den anden sat op.

Den kinesiske befolkning er som effekt af flere-børns-politikken og den længere levealder vokset betydeligt, men der bor stadig kun 1,8 mia. kinesere i Kina, resten, ca. 500 mio. hankinesere, bor i de lande, hvor Kina i mange år har bidraget til den økonomiske udvikling. Ikke kun i Singapore, Vietnam og Korea, som langt om længe blev genforenet, men også i Indonesien, Malaysia, Fillippinerne, Laos, Cambodia, Kazakhstan, Kirgizstan og de andre centralasiatiske land og hele det afrikanske kontinent. Det er derfor flittige og dygtige kinesere sidder på magten i alle disse lande.

På den overordnede strategiske balance tager Kina vare på det vigtigste. Efter bortvisningen fra Det Sydkinesiske Hav og Malaga-strædet, kan USA ikke lukke sejlads til og fra Kina. Og USA blev smidt ud af basen i Djibuti, fordi Etiopien fik et tilbud fra Kina, som de ikke kunne afslå, nemlig at Kina overtog driften af havnen i Djibuti. Nu varetager Kina selv beskyttelsen af de internationale sejlruter, altså også indsejlingen til Det Røde Hav, og dermed også sejladsen gennem Suez kanalen til Middelhavet.

Resten har Kina ladet USA tage sig af. Det gælder den evige ballade i Mellemøsten og de stadigt alvorligere konflikter mellem Europistand og dets naboer, Marokko, Egypten, Tyrkiet, Syrien og Rusland. USA har hænderne optaget af det, men det går trods alt lettere, fordi USA effektivt er trængt ud af Stillehavet. De mange hangarskibe de havde i Stillehavet for 25 år siden er nu trukket ud og stationeret i Nordsøen og det vestlige Middelhav.

USA har fået lov til at opretholde militære baser i Canada og Grønland. De må dog ikke genere kinesiske interesser, f.eks. gennemsejling af sejlruten nord om Sibirien. Den kinesiske trussel virker, efter det blev klart for USA, at kinesiske missiler kan nå ethvert mål i USA på mindre end 20 minutter. Amerikanerne indser, at det man før kaldte missilskjoldet er håbløst forældet.

Når Kina udviklede sig til verdens suverænt stærkeste magt, skyldes det noget så inferiørt som en revolution af værdikæderne. En værdikæde er noget, man taler om i økonomien, nemlig hvordan globaliseringen fordeler værdien af ide, forskning, udvikling, produktion og markedsføring for et konkret produkt, en vare eller en tjenesteydelse. Tidligere var det Kina, som var verdens produktionshal, altså stedet, hvor den simpleste del i produktionskæden blev lavet som underleverandør til andre. Nu er det USA og Europistan.

Siden der er indført nye regler for verdenshandelen med FN’s Globaliseringsråd med underinstanser, beskyttes Kinas mange patenter meget bedre, og Kinas overherredømme når det gælder ideudvikling, forskning, udvikling af konkrete produkter og markedsføring er velbeskyttede. USA og Europistan kan ikke mere stjæle kinesisk teknologi uden at hammeren falder.

Det gælder f.eks. de førerløse biler, tog og fly og rumteknologierne, som førte til Kinas første bemandede rumflyvning til Mars og kinesiske virksomheders minedrift i Asteoriderne og på Månen.

Det betyder også, at det er Kina som sætter standarder i verden. Før var det USA og det daværende Europa. Kina har f.eks. indført nye skalaer for vægt og længdemål, henholdsvis ”shen” og ”shang”. De er meget mere præcise. F.eks. svarer én shang til 0,1458924 af det gamle længdemål, én mm. Det giver en langt mere præcis beskrivelse af specifikationer for underleverancer, som USA og Europistan skal vende sig til. Der er stadig store problemer med underleverancerne fra USA og Europistan.

Men det gør indtil videre ikke så meget. Kina har ikke brug for vestlige varer og tjenesteydelser, slet ikke sådanne, som repræsenterer vestlig kultur og værdier. Det er derfor, at vestlige fast food-kæder og hotelkæder er trukket ud af Kina.

Præsident Xu Zhangrun benyttede festligheden den 1. oktober til at præsentere en ny plan for Kina, en hundrede års plan kaldet ”China 2149”. Den har flere delmål defineret undervejs med 25 års mellemrum, men den store udvikling bliver, hvis planen gennemføres, en yderligere befæstning af Kinas rolle i verden. Den bliver nok gennemført. Ved samme festlighed blev Maos portræt på Den Himmelske Freds Plads erstattet af et dobbelt så stort portræt af Den Evige Hersker, Xi Jinping.

 

Se også ”Kina anno 1949”, september 2019

Se også ”Kina anno 2019”, oktober 2019

 

Del