Kina anno 1949

Den 1. oktober fejrer Kina 70 års-fødselsdag. Den 1. oktober 1949 udråbte Mao Zedong Folkerepublikken Kina. Det skete fra Den Himmelske Freds Plads. Fra muren ved Den Forbudte By, hvor Maos portræt hænger i dag. Dermed var Folkerepublikken Kina født.

 Af Laurids Mikaelsen, født i Kina og fhv. ambassadør i Kina.

Den 27. september 2019.

Vi befinder os i året 1949. Det er den 1. oktober. Mao proklamerer oprettelsen af Folkerepublikken Kina. For 70 år siden.

Danskerne har i dag et godt billede af Folkerepublikken Kina og den rolle, som Riget i Midten spiller i dag. Det flyder med information i pressen, så selv om man ikke har været i Kina, har man et udmærket overblik. Kina er nu ved at overhale USA som verdens største økonomi; flere hundrede millioner kinesere er blevet løftet ud af fattigdom og op i middelklassen. Det bidrager til større forbrug i Kina og er derfor med til at understøtte den store vækst i Kina, i mange år 10%, nu 6,5%. Den teknologiske udvikling, den økonomiske fremgang i Vest- og Midtkina, at flere kinesere flytter fra land til by, bidrager også til transformationen af Kina.

Men hvordan så Kina ud i 1949?

Før fødslen af det kommunistiske Kina hærgede borgerkrigen mellem nationalisterne under ledelse af Chiang Kai-shek og kommunisterne, ledet af Mao Zedong. Kejsernes Kina med mandariner og konkubiner var for længst forbi. Den sidste kejser blev afsat i 1911 af Sun Yat-sen, støttet af både Chiang og Mao, men mange af de gamle kinesiske træk – udviklet gennem århundreder – levede stadig.

Mao under Den lange march

Borgerkrigen blev udkæmpet før og efter 2. verdenskrig, og til dels også under verdenskrigen. Den var forberedt længe. Kommunistpartiet i Kina blev stiftet i Shanghai i 1921; det var en revolutionær bevægelse med store mål. Kommunisterne var forfulgt af nationalisterne, f.eks. under den lange march. Chiang Kai-shek havde travlt med at styre Kina, at holde sammen på landet, men måtte samtidig holde kommunisterne nede.

I 1949 var borgerkrigen overstået. Chiang Kai-shek flygtede til Formosa i foråret 1949. Kommunisterne vandt. Vesterlændinge blev forvist fra Kina. Der skulle skabes en national administration, et ny Kina. Kommunisterne startede på bar bund. Men det, som kineserne kaldte ”hundrede års ydmygelse”, var afsluttet. Vestlige magter satte sig på Kina i 1842 ved opiumskrigenes begyndelse og helt frem til Folkerepublikkens fødsel i 1949. Sådan ser kineserne stadig på det.

Når kommunisterne vandt borgerkrigen, skyldtes det i høj grad, at de var veldisciplinerede og havde en hæderlig og effektiv administration i de dele af Kina, hvor de havde magten, hvilket gav respekt for kommunisterne og en stor tilstrømning til Folkets Befrielseshær. Kommunisterne erobrerede hurtigt store landområder. Det var navnlig de områder, som Japan havde besat under 2. verdenskrig.

Men under krigen med Japan dukkede kommunisterne sig. De forberedte sig på at genoptage borgerkrigen. Japan havde i 1937-38 besat store dele af Kina, først Manchuriet, senere også store dele af det østlige Kina. Da Japan overgav sig til USA i september 1945, trak de sig ud af Kina.

Reelt kæmpede Chiang Kai-shek alene mod japanerne, og det kostede store tab. Hæren blev stærkt decimeret, og mange soldater og civile blev dræbt. I foråret 1949 kritiserede et ungt medlem af den amerikanske kongres præsident Truman for at lade Chiang Kai-shek i stikken. Han hed John F. Kennedy.

Mange år senere, i 1972, undskyldte den japanske premierminister for Japans aggression. Mao svarede, at der ikke var noget at undskylde. Hvis Japan ikke havde startet krigen, hvordan skulle vi så være blevet så stærke og magtfulde, sagde Mao. Han bekræftede altså, at kommunisterne havde puttet sig under krigen mod Japan.

Tilbage til 1. oktober 1949. Borgerkrigen var forbi. Chiang Kai-shek var flygtet. Genopbygningen af Kina kunne nu begynde, men nu under kommunistisk ledelse. Hvordan gik det til, at de nye ledere fik ændret det store land til det Kina, vi kender i dag? Hvorfor blev Kina et diktatur og ikke en demokratisk stat?

Chiang Kai-chek

Chiang Kai-shek havde modstået det amerikanske pres for at indføre demokrati i Kina. Mao var en stor tilhænger af demokrati og opfordrede USA til at presse Chiang til at vedtage demokratiske reformer, så kommunisterne kunne få indflydelse på styringen af Kina. Helt frem til afslutningen af borgerkrigen var det Maos plan at indføre et midlertidigt demokratisk styre. Historien er fortalt af Richard Bernstein i bogen ”China in 1945”. Hvorfor ville Mao have et midlertidigt demokrati? Jo, han vidste, at kineserne ville stemme på kommunisterne, fordi de dengang var meget populære, især fordi de ikke var korrupte. Det var nationalisterne.

Bernstein beretter også, at Mao og Chiang i september 1945 under et personligt møde i Chongqing aftalte, at de i fællesskab ville indføre demokrati. Det var midt under borgerkrigen. Kommunisterne havde overtaget, og Chiang blev tvunget til at styre så godt han kunne fra Chongqing. Alligevel besøgte Mao og andre kommunistiske ledere Chiang dér, endda i hele fire uger, så de havde god tid til at tale om fremtidens Kina.

I 1949 var befolkningen over få år vokset radikalt. Det var længe før et-barns-politikken blev skabt. I 1949 var folketallet 540 mio. og vokset kraftigt siden 1938, hvor der ”kun” var 450 mio. kinesere. De boede næsten alle sammen på landet. I dag er det mindre end 50%.

I 1949 var der ikke mange kinesere, som vidste, hvad kommunisme er. De levede, som de altid havde gjort, med de mange gode råd, som Confucius havde givet 2.500 år tidligere. Kineserne ville ikke være marxister. De ville være kinesere. Og der var, som i kejsernes tid, langt til Peking. Kejseren er langt væk, sagde man dengang. Det samme var i 1949 det nye kommunistiske styre.

Mao var meget optaget af Karl Marx, men Marx’s model passede ikke på Kina, som den havde passet til den russiske revolution. Kina havde ikke et industriproletariat. Der var ikke by-arbejdere i Kina i 1949. Bønderne var Kinas proletariat og blev derfor fundamentet for kommunisme i Kina.

Selv om kommunister er ateister, levede kineserne med de gamle religioner, daoisme, buddhisme, men også kristendom, som kom til Kina i 500-tallet. Det med religioner var der ikke mange, som tænkte over. De fulgte forfædrenes skikke. Men Zhou Enlai måtte ofre kristendommen på marxismens alter.

Tilbage til 1. oktober 1949 og transformationen af Kina.

Udgangspunktet var dårligt, et forarmet Kina. Kina havde ganske vist i mere end tusind år været verdens største økonomi, men det var sat over styr. Kina var i 1949 et uland i den absolut tungeste ende af skalaen.

Næsten ingen kunne læse og skrive, bortset fra eliten. I store dele af landet var der ingen skoler, og uddannelse i bredere forstand var der ikke noget af. Der var heller ikke et sundhedssystem med læger og hospitaler.

Kineserne var små af vækst og levede ikke længe. Gennemsnitslevealderen for mænd var under 60 år, og de var i gennemsnit kun 160 cm. høje. Kvindernes levetid var lavere, og det var deres højde også. Mange kvinder ønskede en ny fremtid, med højere status og indsnørede fødder.

Det moderne Kina har mange danskere besøgt, og mange forbavses over den hast, hvormed landet udvikles. Nye og højere bygninger i byerne, højhastighedstog mellem byerne, forretninger og forbrug, som ligner vores i den vestlige verden.

Det så ganske anderledes ud i 1949. For 70 år siden.

 

Se også ”Formand Xi’s tanker”, november 2018.

 Se også ”Kinesisk propaganda”, august 2018.

 Se også ”Formanden”, februar 2018.

 Se også ”Personkult i Kina”, februar 2018.

 

Del