USA’s handelskrig – kan Kina stå for mosten?

Kinas vækst er i andet kvartal 2019 faldet til 6,2%, sammenlignet med første kvartal, hvor væksten var 6.4%. Det udlægges i den vestlige verden som en katastrofe. Men det indenlandske forbrug i Kina er i maj og juni steget med henholdsvis 8,6% og 9,8% i forhold til 2018. Det fremgår af tal offentliggjort i midten af juli.

Af Laurids Mikaelsen, fhv. ambassadør i Kina, fhv. økonomisk ministerråd i USA

Den 25. juli 2019. Kronik i Jyllands-Posten den 24. juli 2019.

I Kina er det sådan, at regeringen kan sige til befolkningen, at forbruget bør dæmpes eller hæves. Lige nu siger jungletrommerne i Beijing, at forbruget kan hæves. Så gør kineserne det. Det kræver ikke en twitter fra Xi Jinping. Det går helt af sig selv. Men det er et stærkt våben, også i handelskrigen med USA.

Kina har store indenrigske udfordringer. Det er ikke så let som tidligere at flytte befolkning fra underklasse til mellemklasse. Det har været en succeshistorie, men fem hundrede millioner har allerede taget springet.

Urbaniseringspolitikken går også langsommere end før. Men det er måske, fordi Kina i løbet af få år er gået fra 75% af befolkningen på landet til i dag mere end 50% i byerne. Begge dele skaber velstand, som er baggrunden for, at det indenlandske forbrug (af kinesiske varer) mere permanent kan stige.

Handelskrigen mellem USA og Kina koster begge parter. I slutningen af juni mødtes Donald Trump og Xi Jinping i Japan i forbindelse med et G20-møde. De to ledere aftalte en våbenhvile i handelskrigen. De vigtigste elementer er, at USA udskyder en kæmpe forhøjelse af straftolden på kineske varer, og til gengæld lovede Xi Jinping at købe flere soyabønner fra USA. Det lyder som en ubalanceret aftale.

Det fremgår af ordet ”våbenhvile”, at allerede etablerede amerikanske restriktioner og straftold ikke berøres af aftalen. Det samme gælder kinesiske modforanstaltninger. Det er slemt nok. Handelskrigen, som blev indledt med amerikansk straftold på stål og aluminium for halvandet år siden, tærer på begge parter. Halvdelen af den kinesiske eksport til USA er siden begyndelsen af maj pålagt 25% straftold. Truslen nu går ud på, at den anden halvdel også pålægges straftold på 25%.

Er våbenhvilen fra Osaka et tegn på, at USA blinker først? Selv om vi ikke ved, hvad Kina ville svare tilbage med, står det klart, at USA – indtil videre – har udsat et slag med en forhammer.

Et andet forhold, som måske får Trump til at blinke en anelse er, at det nok langt om længe går op for ham, hvem der betaler straftolden på kinesiske varer. Pengene vælter ind i statskassen, men det er de amerikanske forbrugere, herunder erhvervslivet, som betaler. Den almindelige forbruger har tilsyneladende indtil nu ikke mærket så meget til handelskrigen, men de fleste kommentatorer mener, at det i den grad bliver mærkbart for forbrugerne, hvis Trump gør handelskrigen altomfattende.

Begge parter peger på den anden, som den, der lider mest. Først twittede Donald Trump, at faldet i Kinas vækst viste, at de amerikanske sanktioner virkede. Kineserne svarede, at det lille fald i vækst skyldtes kinesiske politiske initiativer med henblik på at fjerne overkapacitet og skabe en ny balance mellem produktion og tjenesteydelser.

Den nye kinesiske ambassadør i Danmark, Feng Tie, markerede sin tiltrædelse med en kommentar i Berlingske, hvor det blev gjort helt klart, at Kina ikke ønsker en handelskrig med USA, men ikke er bange for en. Kina vil kæmpe, hvis nødvendigt. Premierminister Li Keqiang sagde det samme i folkekongressen i marts måned. Regeringen trykker på en række knapper, som tager sigte på at reducere de tab, som kinesiske eksportører må indkassere. USA gør det samme. En stor del af straftolden sendes videre til landbruget.

Når den kinesiske ambassadør vælger at gå ud i et lille land som Danmark, er det givetvis fordi Kina vil skabe global forståelse for Kina, og for at Kina ønsker større samhandel med andre end USA. Det ser ud til at virke, hvilket Donald Trump selv medvirker til. USA truer EU, Japan og andre, som også har store handelsoverskud i samhandelen med USA. Konkurrencedygtige tyske biler og franske vine er i Trumps kikkert som kandidater til straftold.

Men EU står ikke passivt tilbage og venter på Donald Trumps udfald mod Europa. Senest har EU indgået en bred handelsaftale med Mercosur-landene, nemlig Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay. Kina har i øvrigt gjort det samme. EU har bl.a. givet importkvoter til Mercosur-landenes eksport af landbrugsvarer, herunder kød, hvilket USA ikke har. EU har i løbet af kort tid også indgået aftaler med f.eks. Canada , Japan, Mexico og andre af USA’s største samhandelslande, som alle er plaget af Trumps opsigelse af handelsaftaler og trusler om straftold.

I USA’s forhold til Japan er landbruget i fokus, men USA udvider uge for uge listen over varer, hvor de prøver at true sig til japanske indrømmelser. Imens ændrer EU og Japan reglerne for deres indbyrdes samhandel. En aftale som trådte i kraft 1. februar 2019 indebærer toldnedsættelser og åbning af hinandens markeder. En reduktion af EU’s told på biler åbner døren for øget eksport af japanske biler til Europa. Det samme gælder tog.

Der spekuleres meget i, hvad Kina vil svare igen med, når og hvis USA udvider sanktionerne til at omfatte alle kinesiske varer. Den kinesiske regering siger ikke noget om det, men det er værd at bemærke, at Folkets Dagblad i slutningen af maj advarede om, at det kunne blive et stop på eksport fra Kina af sjældne jordarter. Her sidder Kina på stort set den globale forekomst, og Australien på  resten. Af de sjældne jordarter udvindes forskellige stoffer, som er nødvendige for at producere bl.a. LCD-skærme, mobiltelefoner og diverse militært udstyr. Kina kunne også vælge at udvide handelskrigen for varer til også at omfatte tjenesteydelser, hvor USA har et stort overskud.

Midt i juli hoverede Donald Trump som sagt over den lave vækst i Kina. Han hævdede, at virksomheder i tusindvis flytter produktion væk fra Kina til andre lande i fjernøsten som følge af de amerikanske sanktioner. Det har han sikkert ret i, men hvor hurtigt kan en amerikansk virksomhed gøre det? Fra et kvartal til det næste? Kinesiske virksomheder kan gøre det hurtigt, fordi den udvikling er indledt før handelskrigen. Trump må regne med, at Kina omlægger handelen permanent, herunder flytter produktion til de sydøstasiatiske lande, også for at drible rundt om Trumps straftold vendt mod Kina.

Den ”lave” vækst på nu 6,2% ligger inden for den kinesiske regerings vækstskøn for 2019, men allerede før Donald Trump indledte handelskrigen, var de kinesiske vækstskøn justeret ned til det nuværende niveau. For 2016 var forudsigelsen lidt over 6,5%. For 2017 og 2018 6,5%. For 2019 6-6,5%. Alle disse kinesiske vækstskøn stammer fra marts måned året før. Altså kinesiske skøn siden foråret 2015.

Det er et paradoks, at amerikanerne støtter præsidentens sanktionspolitik over for Kina og andre, selv om det også – og måske især – rammer dem selv. Trump går efter det politiske, nemlig at han leverer på løfterne om at tryne Kina, Europa, Japan og andre, som vinder stort på samhandlen på bekostning af USA.

Deng Xiaoping sagde for 40 år siden, at Kina skulle koncentrere sig om at udvikle Kina. Så ville den internationale indflydelse komme af sig selv, sagde han. Det er spørgsmålet, om det ikke er den læresætning, som Xi Jinping lytter til selv i dag. Det er nok ikke en tilfældighed, at den kinesiske ambassadør fremhæver, at Kina har opnået store resultater i 40 år med reformer og åbning, altså siden Deng Xiaopings dage.

 

Se også ”Handelskrigen: Kinesiske investeringer i USA faldet drastisk”. Juli 2019.

 Se også: ”Selvfølgelig har kineserne kopieret amerikansk teknologi”. April 2019.

 

Del