Polen – tredive år efter

Den 4. juni fejrede Polen, at det var 30 år siden polakkerne i 1989 fik frie valg. Det var i slutningen af kommunisttiden, altså før Sovjetunionens sammenbrud og før Berlin-muren endelig blev åbnet for senere at blive revet ned af folket i Berlin.

Af Laurids Mikaelsen, fhv. ambassadør i bl.a. Polen.

Den 23. juni 2019.

Polen har haft en grum historie, som historikeren  Norman Davies skrev i ”God’s Playground – A History of Poland” fra 1981. Polen har kun i korte perioder været med på europakortet som en selvstændig stat. Polen var i union med Litauen (1569–1795), et af Europas mægtigste lande dengang. Da unionen med Litauen blev opløst i 1795, blev Polen delt mellem sine nabolande Rusland, Prøjsen og Østrig. Det var den tredje deling. Den første var i 1772 og den anden i 1793.

Efter første verdenskrig blev Polen selvstændig i 1918, men allerede i 1926 gennemførte general Pilsudski et militærkup, og Polen blev så en diktaturstat. Pilsudski lægger den dag i dag navn til den største plads i Warszawa, hvor nationaldagen fejres med militærparader og kanonskud.

Anden verdenskrig startede i Polen, hvor Nazi-Tyskland tog to tredjedele og Rusland den sidste tredjedel, altså Polens ”fjerde deling”.

Efter anden verdenskrig blev Polen en del af Østblokken med et socialistisk diktatur. Og det var dét, som førte frem til fejringen i Gdansk den 4. juni i år, altså 30 år efter at Polen for første gang havde frie valg i 1989 og næsten blev et demokrati, men altså kun næsten. Det første valg fandt sted efter de såkaldte rundbordssamtaler i 1989, hvor en værftsarbejder fra Gdansk, Lech Walesa, sad over for diktatoren, Wojciech Jaruzelski. I underhuset, Sejmen, fastholdt kommunisterne på forhånd – uden for valget – en tredjedel af pladserne. De to andre tredjedele sattes til frie valg, og Solidaritet vandt alle disse mandater, dog minus én plads. I Senatet var alle pladser i spil, og Solidaritet vandt dem alle.

Det førte til en helt usædvanlig situation, nemlig at kommunisten Jaruzelski fortsatte som landets præsident, den første i Polen (frem til december 1990), mens demokraterne i Solidaritet indsatte Tadeusz Mazowiecki som statsminister. Altså demokrati næsten, men ikke helt.

Norman Davies har ret i, at det er en grum skæbne.

Jeg har haft den fornøjelse at møde alle de her nævnte navne fra begivenhederne i 1989, mens jeg var ambassadør i Polen (1998-2004). Det var derfor jeg glædede mig til at være til stede ved tredive års-fejringen i Gdansk den 4. juni.

Ved en stor manifestation på Rådhuspladsen i Gdansk var store Solidaritets-navne til stede, nemlig Lech Walesa, Jerzy Buzek, forhenværende premierminister (1997-2001) og derefter medlem af EU-parlamentet fra 2004 og formand for EU-parlamentet fra 2009. Til stede på tribunen var også Donald Tusk, tidligere premierminister (2007-14) og siden 2014 formand for Det Europæiske Råd (EU).

De blev alle modtaget som helte og mødt af taktfaste klapsalver og sympatiråb. Det samme var tilfældet for borgmesteren i Gdansk.

Demonstration Gdansk 4. juni 2019

Donald Tusk’s modtagelse var overvældende. Skilte blandt tilhørerne forlangte, at han stiller op til præsidentvalget sidst på året, og at han så skal have en lang præsidentperiode fra 1. januar 2020 og mange år frem.

Fra venstre: Ekspræsidenterne Lech Walesa, Bronislaw Komorowski og Donald Tusk, formand for Det europæiske Råd (EU)

Det kæmpestore møde udviklede sig til en protest mod regeringen. De taktfaste råb, ledsaget af rytmiske klapsalver, mange, mange gange, var: ”Leck Walesa”, ”forfatning” og ”demokrati”. Det var kort sagt en demonstration imod styret, Lov og Retfærdighed.

Med på scenen var også borgmesteren i Gdansk, Aleksandra Dulkiewicz. Også hun fik råb og klapsalver. Det har desværre den baggrund, at hendes forgænger, den liberale borgmester i Gdansk gennem 20 år, Pawel Adamowicz, den 13. januar blev dræbt på en tribune foran tusindvis af borgere ved et velgørenhedsarrangement. Han blev stukket ned på scenen.

Gdansk borgmester, Pawel Adamowicz, myrdet under et velgørenhedsarrangement den 13. januar, 2019

Der har været – og er – spekulationer om, hvorvidt det har noget med det nuværende regime i Polen at gøre, Lov og Retfærdighedspartiet. Få dage før parlamentsvalget i oktober anklagede regeringspartiet i en valgvideo 11 navngivne borgmestre for at være for migrantvenlige.

Samme 11 borgmestre optræder på et ”dødscertifikat”, som var blevet offentliggjort af den ultranationalistiske, katolske ungdomsorganisation, ”Hele Polens Ungdom”. Ud for den dræbte Gdansk borgmester står der på denne liste: ”Dødsårsag: Liberalisme, multikulturalisme, stupiditet”.

Dagen efter Adamowicz’s død, mødte tusindvis af mennesker frem for at mindes ham, ikke bare i Gdansk men i hele Polen. Da parlamentet skulle mindes Adamowicz med ét minuts stilhed, udvandrede partiets enehersker, Jaroslaw Kaczynski, fra parlamentssalen.

Denne lille beskrivelse forklarer, hvor store spændingerne er i Polen, mellem de liberale, Borgerplatformen (PO) og andre partier i den lejr og magthaverne i Lov og Retfærdighed (PiS). Partiet burde fratages rettet til at kalde sig ”Lov og Retfærdighed”!

Betyder den udbredte utilfredshed at Lov og Retfærdighed taber parlamentsvalget til efteråret? Desværre ikke. Lov og Retfærdighed er populær, især fordi de holder immigranter ude, slår ned på homoseksuelle, og holder jøder, romaer og andre ude af Polen. Og mange polakker er glade for, at regeringen blæser på EU-lovgivning  og domme fra EU-domsolen. Mange mener, at Polen kan bestemme alt for lidt selv, EU bestemmer det hele. Og Lech Walesa er en gammel tosse.

Polens præsident, Andrzei Duda, sagde i september sidste år, at ”EU er et indbildt fællesskab, der ikke har givet os ret meget”!! Det modsiges, når man færdes på de nye og dyre EU-finansierede polske motorveje, et stort netværk i bedste kvalitet, med lydskærme hele vejen, masser af lysmaster og flotte broer, når en anden nybygget vej skal passere motorvejen. Når man passerer grænsen fra Polen til Tyskland, finder man ud af, at i Tyskland er standarden lavere.

I de store byer støttes Lov og Retfærdighed af mange. De liberale har selv været ude om det, siger man. Når regeringen kritiseres for at fyre højesteretsdommere, siges det at de liberale gjorde det samme. Og støtten på landet er massiv. Så i dén sammenhæng vægter Solidaritets hjemby og de bedre uddannede liberale i byerne formentlig ikke nok.

Uffe Ellemann-Jensen skrev et sted, nemlig i bogen ”Som blade i høst”: Demokratiet i Polen er delvist sad ud af kraft.

Det har han – desværre – ret i.

 

Se også “Efter 15 år i EU :Polen nu“, 11. maj 2019

 

Del