Det koreanske dilemma

Situationen om den koreanske halvø rykker nu, og verden følger med, for hvad sker der? Alene det forhold, at Kim Jong-un har haft topmøder med den sydkoreanske præsident, Moon Jae-In, endda flere gang, og sågar også med Donald Trump, er kæmpesejre for den lille mand i Nordkorea. Han er min ven, siger Trump igen og igen. Hvad er det der sker?

 Af Laurids Mikaelsen, fhv. ambassadør i bl.a. Kina og Nordkorea.

Den 6. oktober 2018. Ikke offentliggjort andetsteds.

 

I Weekendavisen #38 skriver Asger Røjle Christensen under ovenstående overskrift en fortrinlig artikel om forbrødringen på den koreanske halvø. Man ser et venskabeligt billede af Kim Jong-un og Moon Jae-In, Sydkoreas præsident. Og Donald Trump gentog fra FN’s talerstol, at Kim Jong-un er hans ven, og at alt går fremad mod freden.

Hvad har Trump og Moon gang i? Tør de stole på Kim Jong-un, som er fuld af løgn og svindelnumre. Han har muligvis nedlagt nogle missilanlæg og ikke foretaget atomprøvesprængninger på det sidste, men det har allerede været sådan i mange år, at han lukker et sted for at åbne et nyt. Specielt i bjergene i det nordligste af Nordkorea er der gode muligheder for at skjule anlæg, som flyttes rundt efter behov. Missiler affyres fra mobile ramper, kæmpelastbiler, som for et års tid siden har været brugt til affyring i gaderne i Puongyang. Det umuliggør vestligt missilangreb på affyringsramperne.

Hvorfor stole på Kim Jong-un, og hvad er det egentlig han har lovet Trump og Moon? Han lover at destruere alle atomvåben og missiler, hvis USA vil gøre det samme. Skal det forstås sådan, at USA skal trække atomvåben væk fra den koreanske halvø, også de store amerikanske hangarskibsflåder, som ligger i farvandet? Eller mener han alle atomvåben ud fra den betragtning, at USA kan ramme Nordkorea fra affyring af missiler i USA?

Det er bekymrende i sig selv, at Trump har bedt Pentagon forberede tilbagetrækning af 40.000 amerikanske soldater fra Sydkorea. Man kan tydeligt se Kim Jong-un – som katten – slikke den sidste fløde op. Men Moon burde nu være ramt af skræk. Også fordi Trump rejser tvivl om, at USA vil honorere løftet om forsvar af Sydkorea. Det samme gælder Japan. Kineserne er bange for en forening af Korea, så de får fjenden direkte op til Kinas grænse. Helt galt bliver det, når Trump i handelskrigen lægger sanktioner på import fra Sydkorea.

Hvad har de gang i – Trump og Moon

Del