Dr. Mikaelsen i Kina

Af Laurids Mikaelsen, fhv. ambassadør

Ikke offentliggjort. Tekst senest redigeret den 19. marts 2017.

Pragmatisme og kristendom

De traditionelle kinesiske filosofier/religioner åbner muligheder for kineserne. De kan basere sig på snart den ene anvisning, snart den anden, og det er formentlig grunden til, at kineserne har vænnet sig til den pragmatiske linje, at dyrke de forskellige filosofier og religioner samtidig, også kristendom.

Der har i mere end hundrede år været kristne kinesere. Ganske vist har det ofte været forbundet med livsfare, således i Kommunistpartiets første år. Helt galt var det under kulturrevolutionen, hvor kristne blev udsat for en særlig forfølgelse. Det var – og er – derfor, at de fleste kinesere dyrker religionen i dølgsmål.

Også tilbage i boxer-oprørets tid i begyndelsen af 1900-tallet var der meget vanskelige vilkår for de kristne. Også danske missionærer måtte dengang flygte over hals og hoved.

Som i mange andre forhold ser vi, at den kinesiske politik, når det gælder religion, er en ”stop”-/”go”-politik. Snart løsnes grebet, for senere at blive strammet op igen. ”Fang” (løsne op) og ”shou” (stramme op).

Det er disse forhold, som har givet Anne Hviid Jensens bog ”I Lys og Skygge” sin titel. Kristendom har i perioder været helt bandlyst, men i andre perioder – også nu – er kristendom formelt accepteret, selv om mange kinesere vælger at dyrke religionen i dølgsmål.

Anne Hviid Jensen gennemgår dansk missions historie i Kina over tiderne, men i en kinesisk historisk ramme: I lys og skygge. Det er historien om Det Danske Missionsselskab (DMS) og de danske kinamissionærers indsats. De første danske kinamissionærer rejste til Kina via USA i efteråret 1892.

Med den nye kinesiske ledelse er der blevet strammet op på religionsfriheden. Der er også strammet op på andre områder, korruption, misbrug af offentlige midler mv. Det kommer vi tilbage til.

Det er vestlige missionærer, som har bragt kristendommen til Kina, både katolicismen og den protestantiske kirke. Navnlig i mellemkrigsårene var der mange missionærer i Kina. Der aftaltes en form for arbejdsdeling, og de danske missionsselskaber fik ansvaret i det nordlige Kina, i Manchuriet, ved storbyen Harbin.

De fleste missionærer rejste hjem fra Manchuriet før og under anden verdenskrig, fordi arbejdsvilkårene blev vanskelige på grund af den japanske besættelse. Hvis de ikke allerede var rejst, rejste de efter anden verdenskrig, fordi kommunisterne tog magten i det nordlige Kina under borgerkrigen.

Simon Gjerø har skrevet en stor bog om dansk mission i Kina. Her fortælles om metoden for mission. De danske missionærer fungerede – til forskel fra missionærer fra andre lande – alt overvejende som læger, sygeplejersker, håndværkere, lærere i teologi mv.

Missionsindsatsen var derfor indirekte, idet den respekt, som blev vundet undervejs, f.eks. kinesernes anerkendelse af en læges indsats, i sig selv kunne vække interesse for manden og den måde han levede på. Eller unge kinesiske sygeplejersker blev uddannet af danske sygeplejersker, og fandt derfor interesse for dem.

Gjerø fortæller f.eks. om et dansk læge- og sygeplejerskehold. To læger, to sygeplejersker og en lærer blev udsendt lige efter anden verdenskrig via Californien, og arbejdede i Kina sammen med amerikanske missionsselskaber. Dr. Mikaelsen var leder af det lille hold.

De danske læger og sygeplejersker arbejdede i amerikanske missionshospitaler. Verdenskrigen var slut og japanerne rejst slagne hjem, men borgerkrigen var ikke slut. Tvært imod. Den tog til med fornyet styrke, efter at japanerne havde lidt deres nederlag.

I Manchuriet var nogle af de udrejste missionærer kommet tilbage i 1945, men arbejdsbetingelserne var svære i Harbin. Det nye dansk hold valgte derfor at gøre en indsats i det centrale og sydlige Kina, som på det tidspunkt var i det nationalistiske regimes kontrol. De splittede sig op i to grupper, den ene, under ledelse af dr. Hauge, tog til Suzhou ved Shanghai. Den anden, under ledelse af dr. Mikaelsen, havnede i Jiujiang ved Yangtze-floden i det centrale Kina. De to læger var nu ledere af hver sit lille danske sundhedshold. De havde begge kone og børn med fra det fredelige Danmark.

De nye missionærer var i den grad langt hjemmefra, når man tænker på, at der reelt ikke var kommunikation med omverdenen, bortset fra telegrafen, langsom postgang og flodtransport. Det kunne tage et halvt år for et brev at nå frem.

Borgerkrigen mellem nationalisterne og kommunisterne rasede, og det var vel dette århundredes største diplomatiske fejlbedømmelse af verdenssituationen, at Vesten, anført af USA, i disse første efterkrigsår sendte mere end tusind missionærer til Kina for at genoptage missionsarbejdet. Der var ikke mange i Vesten som troede, at kommunisterne ville vinde borgerkrigen. De vestlige magter anså det for sikkert, at Chiang Kai-shek ville vinde.

Omkostningerne i penge og tid var enorme. Alle missionærer skulle lære kinesisk og kinesisk kultur og – f.eks. for lægernes vedkommende – tropemedicin og et generelt overblik over den traditionelle kinesiske lægekunst, baseret på naturmedicin, akupunktur mv.

Dr. Mikaelsen og hans team blev uddannet på University of California i Berkeley, hvorfra turen gik videre til Kina sammen med hundredvis af amerikanske missionærer.

Midt i det hele fik Dr. Mikaelsen og hans kone Anna en søn, altså deres tredje barn. Da han i sommeren 1948 blev født i Jiujiang og blev døbt på bjerget Kuling (i dag Lushan), fik han, som Gjerø skriver, navnet Laurids.

Familien Mikaelsen døber den nyfødte dreng, Lushan 1948. Han får navnet Laurids.

Simon Gjerø mener, at der er belæg for, at Chiang Kai-shek og madame Chiang Kai-shek var med ved barnedåben. Han og madame var kristne, og det er i hvert fald sikkert, at de i sommeren 1948 var på bjerget for at nyde den friske luft og køligheden. Det var vesterlændinge, som have gjort det til nedkølingsbjerget i sommerheden. Derfor – måske – navnet Kuling?

Det var sidste gang, at Chiang Kai-shek var i sommerresidensen på Lushan. I foråret 1949 flygtede han til Taiwan. Mao overtog Chiangs sommerbolig allerede i 1949.

Foratteren tilbage i Lushan 2007.

I marts måned 1949 flygtede Dr. Mikaelsen og hans hold fra Jiujiang også, i første omgang længere ind i landet, til byen Hankow og derfra til et andet amerikansk missionshospital i det sydvestlige Kina, Liuchou, altså – for en dansker – ”no where”. Det var i Sydkina, hvor kommunisterne endnu ikke var nået frem.

Det danske lægehold forlod Kina væsentligt senere end danske forretningsfolk og amerikanske missionærer. Med i gruppen var nu også en dansk præstefamilie, som var stødt til lægeholdet i Jiujiang i efteråret 1948. De danske missionærer blev hentet ud af Kina i juni måned 1949 af et amerikansk specialfly, som fløj dem til Hong Kong.

Kristendom var som sagt forbudt i lange perioder, og ekstra forbudt under kulturrevolutionen, som brasede sammen i 1976. Så svingede pendulet igen, men fik et nyt tilbagefald i forbindelse med optøjerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Det var dengang kinesiske studenter og arbejdere lavede opstand. De ville bl.a. have fri debat.

Men igen i 1996 rapporteredes om en ny religiøs vækkelse i Kina. Det skete i mange vestlige medier. Bl.a. rapporterede Göran Leijonhufvud i 1996 i Politiken, at den største protestantiske kirke i Beijing var fyldt til bristepunktet.

Dengang fulgte 1.700 gudstjenesten i kirken, de fleste i selve kirkerummet, men resten via TV-skærme i et tilstødende lokale og i kælderen. Det samme var tilfældet i de tre øvrige protestantiske kirker i Beijing, kunne man læse.

Men det er også klart, skrev Leijonhufvud, at myndighederne har været restriktive og f.eks. har fyret præster, navnlig præster, som havde haft kontakt med systemkritikere. Politiken den 6. juni 1996.

I dag er der langt flere protestantiske kirker i Beijing, og endnu flere katolske.

Der er i dag kristne kirker rundt omkring i hele landet, og der er formuleret en særlig politik for kristendom og andre fremmede religioner, som anerkendes af regimet. De særlige regler gælder ikke ”de fire ben”, confusianisme, dyrkelse af forfædre, daoisme og buddhisme.

De fremmede religioner, herunder som sagt kristendom, anerkendes af regimet, så længe de ikke skaber vanskeligheder for Parti eller stat. Det er meget kontant blevet tilkendegivet igen så sent som i april 2016. Mere om det nedenfor.

Det er givetvis derfor, at mange kinesere foretrækker at dyrke kristendommen ved private gudstjenester i private hjem, altså en slags bibelkredse uden præst. Mange kristne går ikke i kirke, men praktiserer deres religion i det skjulte.

Simon Gjerø og Anne Hviid Jensen beretter, at der siden 2002 igen er danske missionærer i Kina, selv om de ikke kalder sig missionær, men noget andet, f.eks. engelsklærer. Danmission har missionærer i den gamle hovedstad, Nanjing. Simon Gjerø skønner, at der i dag er ca. 70 mio. kristne i Kina. De officielle tal siger ca. 20 mio.

Missionsvirksomhed i Kina er blevet meget vanskeligere under det nye regime, som overtog magten i 2012/13. Der sker på mange områder opstramninger, således også når det gælder religionsfrihed, som blev indskrevet i forfatningen i 1982.

 

Xi Jinping sender advarsel til religiøse samfund

Taiwan-avisen, The China Post, bragte 25. april 2016 en artikel, som beretter, at Xi Jinping havde holdt en tale ved et møde om religion. China Post henviser til kinesiske medier. Budskabet i talen er, at religiøse grupper i Kina skal adlyde det strikt ateistiske regerende Kommunistparti.

Det sker, mens regimet strammer kontrollen med civilsamfundet, organisationer og kirker. Han siger det endda to gange, at de religiøse skal adlyde Partiet, kan man se i Xinhua. Xinhua er et officielt kinesiske nyhedsbureau, som også varetager nyhedsformidling til Vesten.

Xi Jinping følger op med at slå fast, at partimedlemmer skal være ubøjeligt Marxistiske ateister, og han opfordrer dem – altså alle partimedlemmerne – til at være særligt på vagt over for udenlandsk infiltration via religion (Xinhua).

Denne advarsel skal tages alvorligt. Det er i dag farligere end før at være religiøs i Kina. Det er især farligt at være kristen. Det er også farligere at udøve missionsvirksomhed i Kina, også selv om det sker under dække af andre stillingsbeskrivelser.

China Post oplyser, som baggrund for rapporten, at Partiet, siden Xi kom til magten, har indtaget en stadigt hårdere linje mod civilsamfundet, private organisationer (miljø, menneskerettigheder mv.) og religiøse samfund. I Zhejiang-provinsen i Østkina, skriver China Post, har lokale partikadrer i de seneste år nedlagt kirker eller fjernet kors, som var synlige udefra, en kampagne, som har ramt hundredvis af sogne. Og i Xinjiang, det nordvestligste Kina, som altovervejende er muslimsk, er religiøse skikke, f.eks. Ramadanen, blevet forbudt. Og muslimske mænd må ikke mere bære langt skæg.

Selv om der sker opstramninger, har Xi Jinping ikke ophævet religionsfriheden, men sat stramme indhegninger om, hvordan religion kan praktiseres, navnlig i det offentlige rum. Det er mange refleksioner værd.

Denne opstramningsmetode ligner noget, som kineserne oplevede under kulturrevolutionen, nemlig at hver enkelt kineser skal holde øje med andre kinesere, og at det kan få alvorlige følger, hvis man bliver udstillet som én der er ulydig over for Partiet.

Også når det gælder overholdelse af Partiets disciplin, bekæmpelse af korruption, misbrug af statslige midler, for dyre banketter med for mange retter osv., har den nye ledelse udnævnt alle partimedlemmer som dydens vogter med pligt til at anmelde syndere. Også dét er en refleksion værd.

Der bygges stadig nye kristne kirker i Kina, endda meget store og meget synlige kirker. De står synlige for alle, f.eks. i Beijing, hvor man kan se kinesere gå til gudstjeneste og hjem igen. Det er formentlig forklaringen på, at mange foretrækker at dyrke religionen i det skjulte.

Hvorfor bliver kineserne kristne? Det hænger sammen med, at der har været religionsfrihed siden 1976, da kulturrevolutionen brasede sammen, og fra 1982 garanterede Partiet officielt religionsfriheden. Det skete ved en grundlovsændring, men i Kina, som det i øvrigt også var tilfældet i Sovjetunionen, spiller grundloven næsten ingen rolle.

Men den vigtigste forklaring er, at kineserne i dag har langt større indblik i vestlig livsstil, herunder at vi lever i frie samfund med markedsøkonomi og andet, også religionsfrihed, og at mange praktiserer kristendom aktivt, måske mest i USA, hvor de fleste har meldt sig ind i en kirke og derfor understøtter denne økonomisk og moralsk.

Et foredrag om religion i Kina? Gå til “Køb et foredrag

Se også “Religion i Kina

Se også “Profil af Laurids Mikaelsen

 

Del